Mette Vinther er børnebibliotekskonsulent i den nordlige del af kommunen og har gennem sine mange år i Roskilde Bibliotekerne arbejdet med børn og børnelitteratur. På hendes daglige arbejdsplads i Jyllinge tager hun sig også af kulturelle arrangementer og udstillinger for børn. Desuden hjælper hun både børn og voksne med at finde bøger bl.a. til fritidslæsning. Mette læser også en del voksenlitteratur, gerne meget bredt, men er nok gladest for de lidt anderledes bøger, bøger der kan sætte tanker i gang.
 |
Adler-Olsen, Jussi: Fasandræberne På kriminalkommisær Carl Mørchs skrivebord lander en for længst afsluttet sag om mordet på et tvillingepar i et sommerhus. Nogle kostskoleelever med velhavende forældre mistænktes, men blev ikke dømt. Mange år senere melder en skyldig sig og tager straffen, men Carl Mørchs mistanke vækkes og sammen med sin assistent Assad optrevles sagen, på trods af bestræbelser på at bremse den. Fungerer fint på det psykologiske plan, hvor de mistænkte fra de velhavende kredse følges før og nu. Fuldt på højde med de gode nordiske kriminalromaner. |
 |
Al Aswany, Alaa: Yacoubians hus Omkring og på taget af Yacoubians hus i Cairo færdes mennesker med forskellige liv og baggrunde. Portnersønnen Taha uddanner sig, idet han brændende ønsker at blive politibetjent, men han har den forkerte sociale baggrund og ingen muligheder for at give bestikkelse. Pigen Busaynal arbejder i butik, men trods samfundets kvindemoral, forventer butiksejeren jævnligt ”ydelser” fra hende. Gennem menneskeskæbnerne vises hvad diktatur, korruption og fattigdom gør ved mennesker og hvordan terrorister skabes. |
 |
Benioff, David: Tyvenes by 17 årige Lev og soldaten Kolja tages til fange og står til dødsstraf under Leningrads belejring i 1942. Byen sulter, omegnens landmænd er udplyndrede og da obersten mangler 12 friske æg til sin datters bryllupskage, bliver de sat på den umulige opgave at skaffe disse mod at få friheden. Det bliver til en strabadserende tur gennem det krigshærgede og udsultede land. Der opstår et nært venskab mellem de ellers meget forskellige unge mænd og de knyttes tæt sammen af den risikofyldte rejse .En grusom og spændende fortælling. |
 |
Falcones, Idefonso: Havets Katedral Arnaut Estaniol flygter efter en familietragedie til 13-tallets Barcelona for at undgå sin skæbne som livegen. Han arbejder sig op i samfundet, skaber relationer men bibeholder forståelsen for de svage i samfundet og er trofast mod egne værdier. Den giver et godt billede af datidens Barcelona, bygning af byens katedral, befolkningen og peger mod ændrede sociale tilstande. I stil med ”Jordens søjler” |
 |
Hesseldahl, Morten: Drager over Kabul En politisk thriller hvor et mord på en kvinde kædes sammen med det politiske spil omkring Afghanistan. Talebanernes greb om landet er løsnet, men de arbejder stadig i det skjulte. Den afghanske præsident spiller dobbeltspil, amerikanerne kommer på banen og en dansk politiker indblandes. Attentatmænd forbereder sig og PET forsøger at komme dem i forkøbet. Har du læst ”Drageløberen” kender du baggrunden. |
 |
Hamburg, Emma: Brunstkalenderen 3 søstre Lena på 34 år, Åsa 37 år og Marie 42 år mødes i forbindelse med farens død. Moren står nu alene med gården og der skal tages stilling til fremtiden. Lena står med 4 vanskelige børn, husdyr og en travl fraværende mand, Åsa er velhavende og ked af sin barnløshed og Marie lever et løsagtigt liv som servitrice på en rockbar. Gennem mødet oprulles de forskellige skæbner og deres frustration over livet. En rigtig god kvindeskildring. Minder om Berlinerpoplerne |
 |
Kristin Marja Baldursdòttir: Karitas uden titel Islandske Karitas kommer i 1920 ´erne på Kunstakademiet i København. Men tilbage i Island igen forelsker hun sig i den charmerende Sigmar og ender med ansvaret for en børneflok, idet Sigmar er på havet i lange perioder. Karitas frustreres over sin tilværelse og manglende tid til at dyrke sin kunst og flytter til en lille bygd. Efter nogle år tager hun til Paris for at dyrke sin kunst. En fascinerende og rørende skildring af en stærk kvindes liv og skæbne. |
 |
Mercier, Pascal: Lea 2 ensomme mænd Adrian og Martijn mødes tilfældigt i Syfrankrig og langsomt oprulles deres tragiske skæbne. Martijn har mistet sin unge kone og den 8 årige datter Lea trækker sig ind i sig selv. Først da hun møder en mystisk violinspillende kvinde og fascineres af dennes spil, forløses hendes følelser, og hun udvikler sig til en talentfuld men sårbar violinist. Farens betingelsesløse kærlighed til hende skaber et skel mellem dem, og han ender med at sætte sin tilværelse over styr. En smuk og bevægende skildring af ensomhed, angst og kærlighed. |
 |
Navarro, Julia: Det stumme broderskab Efter endnu en brand i Torinos domkirke findes en mand med afskåret tunge. Da der gennem århundreder har været gentagne brande og indbrud i kirken, der rummer Jesus ligklæde, kæder efterforskningslederen Marco Valone begivenhederne sammen og inddrager historikeren Sofia Balloni. Under efterforskningen af ligklædets historie bringes de tilbage til Jesus egen tid, hvor ligklædet overbringes Kong Abgar af en discipel, og en gruppe mænd udnævnes til beskyttere af ligklædet ved dennes død. l det Byzantinske riges tid sælges det til tempelridderne og det giver dønninger op til nutiden. Minder om Dan Brown bøger. |
 |
Zusak. Markus: Bogtyven Døden fortæller om 9 årige Liesel, der under 2. Verdenskrig sendes til en plejefamilie. Plejefaren Hans Huberman er et kærligt og klogt menneske, der langsomt lærer Liesel at læse, og da bøger er dyre og en del brændes af nazisterne, stjæler hun de bøger, hun kommer i nærheden af med fare for at blive opdaget. Gennem Liesels øjne opleves krigen og hun får et nært forhold til en jødisk mand, der skjules i plejefamiliens kælder. En rørende, alvorlig og tankevækkende skildring af livet under nazismen. | |