Susan Jessen Spiele er bibliotekar i voksenafdelingen og vores ekspert i den engelsksprogede litteratur. Det er Susan der kærligt passer og plejer hele vores engelske samling. Hun tager selv til London og køber ind så vores samling gerne skulle fremstå ny og aktuel hele tiden, og derudover afholder hun bogcaféer nede i engelskrummet for at fortælle om nogle af de mange nyindkøbte titler en gang om året. Denne liste viser også at det er den engelsksprogede litteratur der står Susans hjerte nærmest, selvom de fleste af hendes titler på listen er blevet oversat til dansk.
 |
Bauer, Belinda: Dyster viden 12 årige Stephen Lamb bor i en lille landsby ved Exmoor-heden. For 18 år siden forsvandt hans 10 årige onkel sporløst. Han menes myrdet af Arnold Avery, der er dømt for 6 andre mord på børn, der alle blev begravet på heden. Stephen har prøvet at hele sin ødelagte familie ved at grave på heden de sidste 3 år for at finde sin onkel, men han må prøve noget andet, så han skriver til Avery… Dette er Bauers debut og den er fremragende! Uhyggelig god, faktisk… |
 |
Penney, Stef: Ulvespor Foregår i 1867 i Canada omkring Hudson Bay. En indbygger i Dove River findes myrdet og naboens 17 årige dreng er forsvundet/mistænkt. Vi følger adskillige personer, især jeg-fortælleren Mrs. Ross, drengens mor, i den efterfølgende søgen efter drengen og forbryderen. En kompleks handling med den store natur som aktiv med- og modspiller. En bog jeg slugte på få timer og med stor glæde. |
 |
Connolly, John: De hvileløse Den første bog om privatdetektiven Charlie Parker. En sag om chikane af hans kvindelige klient, der prøver at finde sandheden om hendes far, udvikler sig til noget andet og meget værre. Gamle fjender og gamle spøgelser dukker op og Charlie må se nogle af hans egne dæmoner i øjnene. Connolly er et barskt bekendtskab, men altid spændende og velskrivende. |
 |
Setterfield, Diana: Den trettende fortælling Da den unge Margaret Lea bliver hyret til at skrive den berømte forfatterinde Winters livshistorie, ser det ud til et ordinært job, men da Winter begynder at fortælle om sit liv, oprulles en særegen fortælling om en familie i opløsning, mystiske tvillingepiger og en altødelæggende brand, og fortæller Winter nu sandheden denne gang? En velskrevet, velfortalt og underholdende om en usædvanlig kvinde. |
 |
Ridpath, Michael: Hvor skygger ruge Første del af serien Is og ild om Boston-betjenten Magnus Ragnarsson, der udstationeres på Island for at hjælpe med opklaringen af et mord på en litteraturprofessor. En sag, der har dybe rødder i sagatidens Island og hvor Magnus´egen fortid også dukker op. Starten på en spændende og anderledes krimi-serie der lover godt
Denne bog fås også som ebog |
 |
Vaughan, Brian K: Bagdads løver Tegneserie om en virkelig begivenhed. Da de allierede bomber Baghdad rammer flere bomber zoologisk have og sætter en del af dyrene fri. Vi følger en lille løvefloks turbulente vej gennem en by i kaos og krig. En barsk og smuk fortælling, der tillige er vidunderligt tegnet. |
 |
Brookmyre; Chris: Where the bodies are Buried Jasmine, ganske ung, helt ny privatdetektiv. Catherine, moden erfaren politichef. Jasmines onkel og chef forsvinder sporløst, Cathrine står med flere mord blandt de tunge kriminelle i Glasgow. 2 kvinder, 2 forskellige sager. Eller? Endnu en glimrende skotsk krimi, med troværdige helstøbte personer, godt plot og fin humor. Man er altid i godt selskab med Brookmyre. |
 |
Lehane, Denis: Mystic River Tre elleveårige drenges venskab går i stykker efter den ene bliver bortført og misbrugt. 25 år senere mødes de igen. Den enes datter er myrdet, den anden er som betjent sat på sagen og den tredje er mistænkt. Denne kriminalroman er bare så god på så mange måder! Og filmen er fremragende. |
 |
Kerr, Philip: Martsvioler Krimi som udspilles i Berlin 1936, da privatdetektiven Bernhard Gunther hyres til en forholdsvis banal sag, som dog hurtigt vokser og forgrener sig dybt ind i nazismens vanvid i den tyske hverdag. Første del af serien om Bernie, en fantastisk god oplevelse som bare bliver bedre. |
 |
Cornwell, Berbard: Det sidste kongerige Uthreds historie begynder i 800-tallets England, hvor danske vikinger tager ham til fange. Han opdrages som dansk viking og kommer til at leve midt i en kultur med krig, vold og handel og i brydningstiden mellem kristendom og hedenskab. Første del af serien der indtil nu er på 5 bind. Som altid solid, gennemarbejdet underholdning fra en garvet forfatter. | |