Roskilde Bibliotekernes Grønlandstema er markeret i det fysiske rum på Roskilde Bibliotek. Kom og mød Nanok og Umimmak – eller på dansk: Isbjørnen og moskusoksen..
Grønland er ikke bare is og sne. Den store ø er fyldt med liv og har en dyrebestand, der er lige så talrig, som den er spændende. Rigtigt mange danskere begiver sig årligt til Grønland, bl.a. af den grund, at de vil se det helt unikke dyreliv på tæt hold.
Har du ikke planer om en tur til Grønland foreløbig, kan du se en udstoppet isbjørn og moskusokse på Roskilde Bibliotek. Nedenfor kan du lære lidt mere om de to betagende dyr.
Alle informationer om de to dyr er fundet på netbasen www.verdens-dyr.dk, som kan bruges kvit og frit af alle Roskilde Bibliotekernes lånere. Læs mere om netbaser...
Verdens største landlevende rovdyr
 |
Isbjørnen er det største pattedyr, der lever på land. Isbjørnens krop er 200-260 cm lang, og en han kan veje helt op til 800 kg!
Den hvide bamsebjørn ser måske sød ud, men lad dig ikke narre. Isbjørnen er et farligt rovdyr, som æder sæler, men også større dyr som hvalrosser og hvaler, rensdyr og moskusokser.
| Den har også sine fordele når det gælder jagt. Udover en imponerende størrelse og styrke, er den det pattedyr, der har med den bedste lugtesans. Isbjørnen kan lugte et byttedyr på mindst 32 kilometers afstand!
Isbjørnen er truet, fordi temperaturen på jorden bliver varmere og havisen smelter. Den er afhængig af havisen, når den jager sæler og andre byttedyr.
Et fascinerende flokdyr
 |
At du lige nu kan se én moskusokse på Roskilde Bibliotek er usædvanligt. De lever nemlig i flokke af 10-20 hanner, hunner og unger. En flok ledes af en dominerende han - en førertyr.
Hvis moskusokserne trues af ulve eller isbjørne, flygter de ikke. De samler sig i en cirkel med ansigterne vendt udad mod fjenden.
| Kommer en ulv for tæt på, kan den risikere at blive trampet ihjel eller spiddet på moskusoksernes spidse horn. Moskusoksen bruger kun sine horn i indbyrdes magtkampe eller som forsvar mod fjender – den er nemlig planteæder.
|