Er dine badebukser fra sidste år krøbet i løbet af vinteren?
Gå på biblioteket og se, hvordan du kommer i form uden dyre medlemskaber.
Kom godt fra start Til en start er det godt at tage en konditest og få styr på dine styrker og svagheder. Du kan købe den i dyre domme. Men du kan også tage en af de helt gratis konditests, der findes på nettet.
På Dagenssundhed.dk har en række uafhængige eksperter samlet viden om motion og sundhed.
Her kan du blandt andet teste din kondition og din generelle sundhedstilstand. Der er også links til forskellige videoer med begyndertræning, som du kan klare hjemme på gulvtæppet.
Løb en tur Vil du ha' lidt basisviden om løb, inden du går i gang, så kig i ”Gyldendals løbebog”. Et godt alternativ til løb er powerwalking. I håndbogen ”Powerwalking – fra nybegynder til langdistance” får du tips til at gå dig i form på alle niveauer.
Kig nærmere på hylden med nummer 79.61 og bliv inspireret. Eller slå vejen forbi tidsskrifterne, hvor du bl.a. finder det anerkendte, amerikansk tidsskrift "Runners world".
Brug Iform.dk/ruteplanner, når du skal se, hvor mange kilometer, du lægger bag dig. Tegn din rute ind med musen – og du får en længdeangivelse samt din kalorieforbrænding med det samme.
I løbet af sommeren findes også en række lokale motionsløb, som du kan melde dig til. Klik ind på Kulturbasen.dk og søg på ”løb”.
Spis godt Med en flot figur hører også sund kost. Det kan du blandt andet læse om i det populære tidsskrift ”Aktiv træning”. Hver måned er der nye, velsmagende opskrifter – som vel at mærke ikke sætter sig dér, hvor badebukserne strammer…
|