Om dette arrangement

Tid
10:00 - 17:30
Pris
Gratis
Bibliotek
Lokalitet
Salen
Målgruppe
For voksne
Litteratur

Læseklub: Det følsomme sind i litteraturen

08.09.22 - 08.12.22
Har du lyst til at dele dine læseoplevelser med andre?

I læseklubben ”Det følsomme sind i litteraturen” kaster vi os sammen over 4 værker, som alle har et fælles overordnet tema: Det følsomme sind. 

Bøgerne giver hver især indsigt i vidt forskellige livshistorier. I værkerne kastes der lys på komplekse følelser, og som læsere får vi mulighed for at nærstudere det følsomme sinds nuancer og tabuerne omkring psykisk sygdom. 

Der er 10 pladser i læseklubben og vi mødes den anden torsdag i måneden kl. 16.00-17.30 på Roskilde Bibliotek.

Læseplan:
•    Torsdag 8/9: Gift af Tove Ditlevsen
En kompromisløs erindringsroman om livet med skiftende ægtemænd, forelskelser og et vildt, eskalerende misbrug.
Vi følger Ditlevsen gennem forholdet til den meget ældre Viggo F., forelskelsen i den sværmeriske Ebbe og ægteskabet med lægen Carl, der giver hende det første skud pethidin. 

•    Torsdag 13/10: Fuglereden af Shirley Jackson
En foruroligende og gådefuld roman om en ung kvindes spaltede indre liv og stridende stemmer. Elizabeth kommer under psykiateren doktor Wrights opsyn, og det bliver stadigt tydeligere at flere stemmer i Elizabeths hoved præger hendes adfærd. 

•    Torsdag 10/11: Almen teori om glemsel af José Eduardo Agualusa.
Den aften Angola får sin uafhængighed, murer Ludo sig inde i sin lejlighed og bliver der i de næste otteogtyve år. Romanen fortæller, med et strejf af magisk realisme, underfundigt om hvordan mennesker reagerer under og efter Angolas uafhængighedskamp i 1975.

•    Torsdag 8/12: Hungerhjerte af Karen Fastrup
I ”Hungerhjerte” skildres en navnløs kvindelig hovedperson: ”For få dage siden var hun en kvinde med en mand i et rækkehus nord for København. For længe siden var hun et barn i en indviklet familie".
Hungerhjerte er en autofiktiv roman om angst, kærlighed og terapi.

 

Tilmeldingsfrist er mandag den 22. august, og tilmeldingen gælder alle 4 gange.
Bøgerne udleveres fra gang til gang, og første bog kan hentes ved bibliotekarskranken fra 1. august mod fremvisning af billet.