5 gode brætspil på Roskilde bibliotek

09.12.22
Vi går en koldere tid i møde, og så er det jo oplagt at bruge tiden inden døre over et godt brætspil.

Vi har en samling af brætspil man kan komme og spille på bibliotekerne i Viby, Jyllinge og Roskilde. Spillene roterer et par gange om året mellem de tre biblioteker, så der er lidt nyt at prøve indimellem.

Vi har også en lille samling på Gadstrup bibliotek som man desuden kan låne med hjem, eller der kan bestilles fra andre biblioteker via bibliotek.dk eller ved at spørge bibliotekaren. Du må også hjertens gerne sende mig en mail på lassekj@roskilde.dk hvis du har spørgsmål til brætspil.

Herunder er en liste over spil du de næste par måneder kan spille på Roskilde bibliotek:

Betrayal at House on the Hill

Fik du ikke nok af Halloween, så er der ikke et meget mere oplagt brætspil at slå sig ned med end Betrayal at House on the Hill. I spiller en lille gruppe forskellige folk, der ankommer til et skummelt spøgelseshus. Sære ting sker mens I udforsker det uhyggelige hus, og på et tidspunkt i løbet af natten vil en af jer afsløres som forræder!

Spillet tager en speciel drejning efter forræderen er afsløret. Forræderen får én håndbog, mens de andre spillere får en anden. Herefter får man forskellige instruktioner og mål man skal opfylde for at vinde spillet.

Der er 50 forskellige scenarier der kan udspille sig når forræderen afsløres. Det gør spillet spændende og uforudsigeligt, men gør også nogen gange at der er en ret vild ubalance i spillet. Derfor synes jeg spillet egner sig bedst til spillere, der ikke går alt for meget op i om de vinder eller taber, men mere om at leve sig ind i den b-filmsagtige gyserstemning.

 

Small World of Warcraft

Det oprindelige Small World udkom tilbage I 2009 og har siden da gået sin sejrsgang og fået et hav af udvidelser. I 2020 kom så Small World of Warcraft, en helt oplagt udgave med professioner og figurer kendt fra World of Warcraft-universet.

Man behøver dog ikke være bekendt med World of Warcraft for at nyde denne udgave, der har lånt lidt fra de forskellige Small World udgaver og også selv smider nogle nye ting i gryden så spillet virker friskt, selv for rutinerede Small World spillere.

 

Railroad Ink: Deep Blue Edition

Railroad Ink er et hyggeligt zen-agtigt lille spil, hvor man forsøger at bygge det bedste netværk af veje og togskinner. Hver spiller får en plade de kan tegne på, og herefter skal man forsøge at forbinde forskellige udgange bedst muligt og med færrest mulige løse ender ved hjælp af de skinner og veje, man får stillet til rådighed af terningeslagene.

Ens valg får ikke indflydelse på de andre spillere, så Railroad Ink er velegnet til dem, der bare gerne vil sidde og pusle lidt, og ikke er så meget til konfrontatoriske spil.

 

Timeline: Events

Timeline er et lettilgængeligt quiz-spil, hvor man skal af med alle sine kort ved at gætte hvornår forskellige ting er foregået. Det smukke ved spillet i forhold til mange andre quiz-spil er at du ikke skal gætte eksakte årstal, men derimod placere begivenheder i relation til hinanden, så de danner en tidslinje.

Det gør spillet mere tilgængeligt og introducerer samtidig et element af strategi – hvis man kan placere begivenheder et sted på tidslinjen hvor modstanderholdet er i tvivl om deres begivenhed(er) ligger før eller efter, kan man gøre det sværere for dem at komme af med deres kort.

Tidslinjen kan strække sig fra flere millioner år før vores tidsregning og helt op til i dag, og nogle af årstallene vil nok overraske jer en del.

 

Sherlock Holmes: Consulting Detective

Har du lyst til en god historie, og har du ikke noget imod at få udfordret de små grå lidt, så skulle du prøve spillet her. Jeg har selv spenderet mange gode eftermiddage med at gruble over sagerne i selskab med min meddetektiv.

Det er en fordel at sidde ved et stort bord for som det ses på billedet er der en del papirer man kan trawle igennem efter spor (foruden dine egne brillante noter). 

Du og din spilgruppe er Holmes’ forældreløse informanter, og skal dyste med ham om at løse en række mystiske sager. Holmes løser altid selv sagerne uden svinkeærinder, så jeres bedste chance for at slå ham er at løse de sidemysterier, der dukker op undervejs.

I skal dog være overordentligt skarpe for at nå op på Holmes' niveau, men er I bare halvt så gode ville jeg kalde det en sejr, og det sjove for mig lå helt klart bare i at komme til bunds i sagerne og nå frem til de rigtige konklusioner.

 

Andre spil, du kan spille på Roskilde bibliotek indtil vi roterer samlingen i marts 2023:

Danspil Spillemagasin (6-i-1 klassikere)

Deep Blue

For Sale

Hanabi

Harry Potter Hogwarts Battle

Jaws

Magic Maze

Scrabble Junior

Skak

Vilde væsner og sære steder (lavet i forbindelse med læselyst-projektet af samme navn)