Alle alene i verden

20.08.20
Af Ann Luther Torp, bibliotekar på Roskilde Bibliotekerne.

Tre eminent velskrevne og tankevækkende romaner om at føle sig fremmed og alene. De beskriver forskellige situationer, tidsperioder og livsbetingelser, men har ensomheden som fælles klangbund.


Alt det jeg aldrig fortalte dig af Celeste Ng

Den kinesisk-amerikanske familie Lee krakelerer, da den ældste datter Lydia findes druknet. Var det mord eller selvmord? Faderen er søn af kinesiske immigranter og har altid forsøgt at passe ind i 1970ernes forstads-USA, men aldrig følt, at det lykkedes. Moderen har bittert erkendt, at hun aldrig får færdiggjort sine studier som læge og lægger i stedet ambitionerne på datterens skuldre. Blev presset for meget for Lydia?

Rørende og tankevækkende familieskildring om hemmeligheder, race, ensomhed og kærlighed. 

Den gode frøken og huset af Haldór Laxness

Laxness beretter ofte om ensomme menneskers kamp for frihed. Denne historie foregår på Island i 1800tallet og handler om to søstre. Lillesøster Rannveig er den gode frøken, der gennem sit voksne liv er en torn i øjet på storesøster Thuridur og resten af familien. De sætter deres ære og position i lokalsamfundet højt – på bekostning af Rannveig, da hun ikke lever op til familiens forventninger. En barsk fortælling fyldt med fine betragtninger over den menneskelige natur. 
 

Is-slottet af Tarjei Vesaas

Historien balancerer mellem det virkelighedsnære og det magisk-uforklarlige. 11-årige Unn er den nye pige i klassen, som klassekammeraten Siss drages mod. De to bliver fortrolige og Unn betror Siss, at hun har en hemmelighed, som aldrig må røbes. Da Unn forsvinder i vinterlandskabet, presser omverdenen Siss til at fortælle hvad hun ved om Unn, da hun var den eneste, der kendte tilflytteren. Siss ændrer sig efter sin vens forsvinding og trækker sig fra sine tidligere venner.

Vesaas modtog i 1964 Nordisk Råds Litteraturpris for denne roman, der er et nordisk mesterværk.

Materialer