Klassikere

Anbefalet: Klassikere får nyt liv

Bibliotekaren anbefaler skønlitterære klassikere.

Der kommer så megen ny litteratur, der er spændende at læse og følge med i, at det er svært også at få læst klassikerne som virkelig har så meget at byde på.Det er ikke for ingenting, at de får en status som klassikere. Derfor er det godt, når en klassiker indimellem bliver genudgivet. Den første af de klassikere som jeg vil omtale her var et nyt bekendtskab, mens den anden er en, jeg gerne vender tilbage til og har læst flere gange.

Af bibliotekar Karen-Margrethe Revsbæk. Roskilde Bibliotekerne

Vesaas, Tarjei: Fuglene
Denne fremragende bog ”opdagede” jeg først, da den kom i en ny oversættelse på Batzers & Co’s forlag i efteråret. Det er en meget betagende og poetisk bog om Mattis, der bor sammen med sin søster Hege i deres barndomshjem.
Mattis er lidt af en særling. Det er Hege der holder sammen på det hele og forsørger dem ved hendes strikning. Mattis lever lidt i sin egen verden og forstår ikke helt, at Hege ikke vil vækkes, efter hun er gået i seng, for at se et fugletræk over huset, et fugletræk som Mattis lægger meget symbolik i. 
Der er en helt magisk stemning omkring Mattis og hans færden. Det er den stemning som gør denne bog til en vidunderlig perle, jeg ikke kan anbefale nok, og som jeg ikke selv har læst for sidste gang.

Kristensen, Tom: Hærværk
Hærværk er en bog, jeg gentagne gange vender tilbage til, og hver gang jeg læser den giver den mig noget nyt. Hærværk er en roman om den efterhånden noget fallerede digter og anmelder Ole Jastrau, der i takt med, at hans inspiration brænder ud ser dybere og dybere i flasken.
Det er en nøgleroman som i høj grad bygger på Tom Kristensens eget liv som digter og anmelder ved Politiken. Der er noget uafrysteligt ved denne roman, som følger en mand på hans dybe krise og jagten på egen undergang, der ikke er til at komme udenom.

Materialer