Bibliotekaren anbefaler - Bøger fra eReolen

27.03.20
Af bogbusbibliotekar Anja Rasmussen

Bibliotekar Anja Rasmussen kan man normalt især møde i bogbussen og på Gadstrup Bibliotek.

Her kommer hun med 3 bud på gode bøger som kan findes på eReolen

Kelli Estes: ”Fortidens skygger”

Om slægtshistorie, grusomheder og kærlighed.
Inara Erickson finder et smukt gammelt kinesisk silkebroderet ærme og begynder at undersøge historien bag det fortryllende broderi og afdækker dermed en grusom historie, som viser sig at være flettet sammen med hendes eget liv
Bogen blander smukt nutid og datid og skaber en skøn historie.

Orson Scott Card: “Enders game” /”Enders strategi”

Science fiction. I fremtiden er Jorden i krig med de insektlignende "summere". På Kampskolen, der svæver i kredsløb om jorden, trænes børn til at blive de perfekte soldater. Ender Wiggin, en dreng på bare seks år, bliver fjernet fra familien og sendt op på Kampskolen. Det viser sig at han er en meget speciel og intelligent dreng.
Super godt skrevet med mange lag. Den er underholdende og skræmmende. Jeg kan klart anbefale den. Der er desuden flere bøger i serien.

Yeonmi Park: ”For at kunne leve: En Nordkoreansk piges rejse mod friheden”.

Som 13-årig flygter Yeonmi Park fra Nordkorea til Kina, kun for at falde i hænderne på menneskehandlere. Dette er hendes personlige beretning om vejen til friheden i Sydkorea
Historien, som er sand, er forfærdelig, interessant og meget personlig. Vi får et kig ind i en ellers lukket verden

Materialer