Emil fra Lønneberg fylder 60 år

Hvorfor holder Emil Lønneberg stadig? Få svaret her.

Historierne om den lille lyshårede Emil fra Lønneberg i Småland er ​​Astrid Lindgrens mest elskede og også hendes egen favorit. Emil-serien indeholder i alt tre romaner og syv billedbøger, alle illustreret af Björn Berg.

Den 23. maj kan historierne fejre 60-års fødselsdag og vi har i den anledning spurgt leder af Læring og Medborgerskab hos Roskilde Bibliotekerne og ph.d. i børnelitteratur med ekspertise i Astrid Lindgren, Anette Øster, om hvorfor Emil stadig er så populær. 

Hvorfor ’holder’ bøgerne stadig 60 år efter?
Jeg tror, der er mange forklaringer på, hvorfor bøgerne om Emil fortsat holder. Det er gode og velfortalte fortællinger. Jeg tror, børnene fascineres af hans skarnsstreger, også selv om de foregår i en tid og et miljø, der er fjernt fra deres eget liv. Emil er som mange børn nysgerrig og iderig. Hans skarnstreger er aldrig ondskabsfulde eller lede. Han er i bund og grund en god dreng. Han drives blot af nysgerrighed og handlekraft. Ida vil gerne se Mariannelund, hvorfor så ikke hejse hende op i flagstangen? Der er humor og hjertevarme i fortællingerne, tænk bare på den fine og ligeværdige relation mellem Alfred og Emil. 

Bøgerne er velegnet til højtlæsning og der er noget at hente både for barnet og den voksne. Det er ikke nødvendigvis det samme, vi griner af, men vi morer os og aldrig på bekostning af barnet, det er nærmere de voksne, der udstilles. Lindgren er altid meget loyal overfor barnet. Der er selvfølgelig også en del nostalgi forbundet med bøgerne. De voksne har gode minder og vil gerne dele dem med deres egne børn. 

Hvad er din ’yndlings’-skarnstreg?
Åh det er svært. Men en af dem er helt sikkert, da Emil holder julegilde for fattiglemmerne. Og så holder jeg meget af episoden, hvor Emil redder Alfred, da han har fået blodforgiftning og Emil trodser snestormen for at redde ham. 

Hvad tror du at Emil laver i dag?
Jamen det ved vi jo, for vi får at vide, at han som voksen bliver sognerådsformand. 

Anette Øster 

På Roskilde Bibliotek fra tirsdag den 23. maj 

Hør historier om Emil, farvelæg billeder, læg puslespil og lav skarnstreger. Lørdag d. 27 maj kl. 10.30-11 er der højtlæsning i Børnebiblioteket. 

Læs mere 

På alle bibliotekerne i maj

Her kan du: 

  • male Emil og Ida og måske tegne og klippe en af Emils træmænd på kreabordene
  • bygge et puslespil med Emil eller spille Emil vendespil
  • lave en af Emils skarnsstreger
  • deltage i en quiz om Emil og alle de andre på Katholt
Materialer