Bogforsider

Fine højtlæsningsbøger

06.08.20
Af Charlotte Holm Juul, børne- og ungebibliotekar på Roskilde Bibliotekerne.

Det er altid hyggeligt at sidde sammen i sofaen og læse en god bog højt for børnene. Og det er noget helt særligt, når det er ferie eller weekend, og man har tid til at læse et kapitel mere - og endnu ét - af den gode historie, familien er i gang med. Vi anbefaler her to fine bøger, der begge kan noget helt særligt, og som giver jer noget at snakke om – formentlig både undervejs og bagefter.

Minimund af Frida Brygmann og Thomas Korsgaard

Når Sylvester åbner munden, kommer der næsten ingen lyd ud. Han lyder som et lille egern, synes han, og to af drengene i klassen driller ham rigtig meget. Så meget at Minimund, som drengene kalder ham, ønsker sig en ny stemme. En dag dukker en spøjs lille mand op med et stemmekatalog under armen. Sylvester må ønske tre nye stemmer, men er det lykken at lyde som for eksempel en rockstjerne? En sjov og fantastisk bog om at blive drillet og lære at stå ved den, man er. Den giver forhåbentlig også børn en større forståelse for andre, der skiller sig ud. Fra 6-9 år.

Nunu og veninder: En poesibog af Anne Prytz Schaldemose

En samling af fine glimt fra Nunus hverdag med sine veninder. Om at få en hundehvalp og en ny pige i klassen, blive uvenner og venner igen. At miste en bedsteforælder, tabe en tand og ligge i skovbunden fuld af anemoner. En smuk og eftertænksom historie skrevet på vers. Illustreret af Lea Letén på fineste vis. Som forælder bliver man også selv nostalgisk taget tilbage til dengang, man selv var barn, og det giver en masse at snakke om undervejs. Fra 5-9 år.

Materialer