Forfattere i karantæne

11.06.21
Oplev nye, digitale værker på biblioteket.

Nye former for kreativitet er opstået i karantænetiden. 

Pandemien ramte verdenen. I løbet af få måneder oplevede vi et omfattende skift i vores vaner. Næsten alle aspekter af vores hverdag blev online. Dette resulterede i en eksplosion af nye former for kreativitet. Forfattere var i karantæne og sproget blev ramt af nye coronaord. Vi har sammen med Electronic Literature Organization, indsamlet værker fra skriveværkstederne og præsenterer en række eksperimenter med litteratur ramt af corona. Se udstillingen i Ovalen på Roskilde Bibliotek indtil 30. juni.

Værkerne

Vi taler Covid-19
af Dansk Sprognævn, N. Montfort, Roskilde Bibliotekerne (2021)

Hvad sker der med sproget, når verden ændrer sig? Dansk Sprognævn tilføjede 26 coronaord til danskordbogen efter første nedlukning. Her afprøver vi de nye ord i forfatter Nick Montforts tekstgenerator. Løbende producerer maskinen små sætninger. De er tilfældige og mærkelige, nogle gange endda sjove og tankevækkende.

Coronation: a web comic

af Marino Family & Mark C. Morino (2020)

En webcomic lavet af Mark C. Morino og hans familie i Los Angeles under nedlukningen i 2020. En ny comic blev publiceret 5 dage om ugen. Tegneserien blander private fotos med screenshots fra nyhedssider på nettet, og fortæller en unik historie om livet under en pandemi.

Exposed

af Sharon Daniel & Erik Loyer (2020)

“Nobody has ever come back from quarantine”

En humanitær krise udspiller sig i de overfyldte fængsler i USA. De indsatte er i høj risiko for smitte og det er umuligt at holde afstand. Exposed har indsamlet beskrivelser og statements fra fængslerne.

Room #3

af Alex Saum-Pascual (2020)

Intet opsummerer 2020, som synet af en skærm. Videopkald blev vores rum nr. 3, portalen til omverdenen og beviset på, at vi stadig ikke var helt alene. Samtidig skabte det en helt ny grad af selvbevidsthed, og en underliggende følelse af at tale til sig selv.

KARANTÆNEFILM #4 (uden titel)

Instruktør: Sebastian Cordes. Stemme: Sicilia Gadborg. Tekst: Peter-Clement Woetmann (2020)

KARANTÆNEFILM #4 er en dystopisk dagbog, en sci-fi vision fra en tom verden. Monologen er baseret på en tekst af Peter-Clement Woetmann, der beskriver den ambivalente følelse af at være helt alene i verden, samtidig med at man også er del af et uendeligt, digitalt netværk af mennesker.

DIGTFIX

af Jonas Eika/Det Lilla Rum (2020)

Forfatter Jonas Eika læser cut-up-digte op skabt ud fra statsministerens åbningstale ved folketingets åbning i oktober, og pressetaler i forbindelse med Corona.

We used to

af Studio Olafur Eliasson & IMC, Aarhus University (2020)
“We used to make plans. Now we make dreams.”

Hvad gjorde vi før pandemien og hvad vil vi gøre efter den? We used to indsamler anonymt indsendte refleksioner fra hele verden.

4.782.969 Coronasonetter

af Nick Montfort, oversat og fortolket af Ulla Hoberg Lyhne (2020-21)
 

Tidligt i ​​COVID-19-pandemien udgav Nick Montfort "Sonnet Corona", et lille program der kan generere 4.782.969 potentielle digte. Digtene er alle formet som sonetter, dvs. 14 rimede linjer. Ulla Hoberg Lyhne fra biblioteket har lavet den danske fortolkning af originalen.

Covid litteratur – international samling

Electronic Literature Organization har i deres årlige udstillinger haft fokus på ny, digital Covid-19 litteratur. Se deres udstillinger på eliterature.org/elo2021/covid/