Illustration af Andrea de Santis

Når forfatterrobotterne kommer

10.03.22
Kunstige intelligenser er blevet kreative og flydende i skrift. Skriver de din næste bog?

I den seneste tid er der kommet flere danske eksempler på teaterstykker, digte, nyhedsartikler hvor forfatterens navn er GPT-3, en kunstig intelligens fra firmaet OpenAI. Hvad kommer det til at betyde? Hvad kan man bruge det til? Her er vores lille guide til den nye virkelighed, hvor forfatterobotterne rumsterer omkring os.  

De fleste har vænnet sig til at når vi skriver på telefonen eller computeren bliver vores stavefejl rettet, når vi søger i Google eller på bibliotekets hjemmeside får vi hjælp til at formulere den bedste søgning. Vi skriver oftere og oftere i samspil med maskiner. Den nye skriveintelligens GPT-3, offentliggjort i 2021, går dog et stort skridt videre og andre forsøger at kopiere dens resultater. GPT-3 er blevet stopfodret med enorme mængder tekst primært fra internettet, men også fra romaner, digte og aviser. Den kan skrive flydende tankevækkende tekster i alle genrer.  Den kan optræde som en troværdig samtalepartner i en chat. Den kan virke menneskelig, sjov og overraskende.

Sådan skriver man en sci-fi historie på ti ord

Forfatterrobotten skal bruge et tekstinput (prompt) for at gå i gang. Her er et eksempel:

Prompt: Min sci-fi historie på ti ord
Svar: En gruppe mennesker våkner opp på et fremmed skip utenfor jordens atmosfære. De vet ingen ting om hvor de er, eller hva som har skjedd.

Det er ikke altid man få et brugbart resultat. Her er resultatet udmærket, men det er på norsk, så vi prøver igen med en lille tilføjelse.

Prompt: Min danske sci-fi historie på ti ord:
Svar: I en fremtid, hvor jorden er blevet ødelagt, lever menneskerne i rummet. Deres eneste håb er at finde et andet hjem, inden det er for sent.

Algoritmen holder sig ikke til ti ord, men sproglig er det ikke til at se at det er en historie produceret af en maskine.  

Eksemplet er udført på openai.com (eksternt link)

På den grammatiske og sproglige del er sprogalgoritmen GPT-3 en dygtig elev, selvom den langt fra altid rammer plet i første forsøg. Det største problem er et andet. Den kunstige intelligens skelner ikke mellem fakta og fiktion, falsk og sandt. Den har fået sin opdragelse på nettet og har overtaget flere af de fordomme om køn, race og religion, man kan finde i kommentarsporene på sociale medier. Algoritmen kan skrive fuldstændigt falske nyheder med troværdige citater, navne, begivenheder og tidspunkter uden at de nødvendigvis er til at skelne fra sande artikler fra journalister. Den sproggenererende maskine er fantastisk til at imitere de fleste skrevne genrer og er komplet upåvirket af selvmodsigelser. Ikke overraskende er den god til litteratur og fiktion.  

Ord fra en andens mund

Hvordan ser en kat, et barn, en desperat single på pandemien? Kreativ koder og digital forfatter Andreas Refsgaard har sammen Roskilde Bibliotekerne skabt et interaktivt værk om Pandemien, hvor teksten er skabt af den kunstige intelligens GPT-3.  

Kan en kunstig intelligens skrive bøger? Lyt med og få svaret.