Gode krimiserier

20.04.20
Elsker i også en god krimi? Der er masser at tage fat på

Her er samlet en oversigt over nogle af de store krimiforfattere. Med rækkefølgen på bøgerne i serien. 

Jeg har udvalgt nogle af dem som kan findes på eReolen. Men der er mange flere af dem der. 
En del af forfattere har også lavet andre serier end de nævnte. Mange af dem kan også findes på siden. 

Jesper Stein
Axel Steen-serien Som tidligere kriminalreporter har forfatteren et indgående kendskab til Københavns kriminelle underverden, som her skildres uden filter. Som så ofte set har hovedpersonen både problemer med et misbrug og med sine overordnede i politikorpset. Serien er et godt eksempel på, at krimigenren helt oplagt giver plads til aktuel samfundsdebat.
1. Uro (2012)
2. Bye bye blackbird (2013)
3. Akrash (2014)
4. Aisha (2015)
5. Papa (2017)
6. Solo (2018)

Jeanette Øbro Gerlow
Katrine Wraa-serien Første bind i serien vandt i sin tid en krimikonkurrence på Politikens Forlag. Hovedpersonen er profileringsekspert, hvorfor der naturligt bliver lagt vægt på de psykologiske aspekter i forbrydelsen. Forfatterparret lagde ud med en ret traditionel femi-krimi men skriver sig op, og seneste bind i serien beskæftiger sig med emnet selvtægt.
1. Skrig under vand (2010)
2. Djævlens ansigt (2011)
3. Evas sidste nat (2013)
4. Det norske job (2014)
5. Pigen og vogteren (2016)
6. De ustraffede (2018)

Lars Kepler
Joona Linna-serien Forfatterparret skriver under pseudonym og har også en baggrund som manuskriptforfattere. Deres hovedperson er en af de dygtige, men ensomme ulve i politikorpset, der selv kommer i klemme. Voldsomt dramatiske, blodige og nervesønderrivende spændende er bøgerne og ikke til at lægge fra sig, når man først er gået i gang.
1. Hypnotisøren (2010)
2. Paganinikontakten (2010)
3. Ildvidnet (2012)
4. Sandmanden (2013)
5. Stalker (2014)
6. Kaninjægeren (2017)
7. Lazarus (2018)

Kristina Ohlsson 
Martin Brenner-serien Tro endelig ikke, at alle kvindelige svenske krimiforfattere skriver femi-krimier. Her er en åndeløst spændende thriller-serie, hvor de to første bind skal læses ud i ét stræk. Strafferetsadvokaten Martin siger ja til en sag, der dels bringer ham til USA, dels medfører at han selv bliver anklaget for dobbeltmord.
1. Lotus blues (2015)
2. Mios blues (2016)
3. Den der banker på (2020)

Steffen Jacobsen
Sander og Jensen-serien Denne forfatter er for dem, der kan lide det hårdkogte! Serien starter fuldstændig forrygende, men den seneste bog er desværre lidt slap. Generelt er det dog gedigen spændingslitteratur af internationalt tilsnit, hvor makkerparret, en eksklusiv privatdetektiv og en politiassistent, fungerer godt.
1. Trofæ (2013)
2. Gengældelsen (2014)
3. Et bjerg af løgne (2015)
4. Enhjørningen (2016)
5. Ghostwriter (2018)
6. Proxy (2019)

Camilla Grebe 
En af de allerbedste svenske krimiforfattere har tidligere skrevet sammen med sin søster, men står nu sikkert på egne ben. Kollektivromanerne følger en gruppe politifolk, der skiftes til at stå forrest i billedet. Jeg holder især af psykologen Hanne, der kæmper for at skjule, at hun er ved at blive dement. Forfatteren tager meget sobert og nuanceret aktuelle problemer som indvandring op i skildringen af opklaringsarbejdet.
1. Når isen brister (2016)
2. Husdyret (2018)
3. Dvale (2019)
4. Skyggejægeren (2020)

Klik på dokumentet herunder for at se hele listen og bliv inspireret

Filer
Materialer