Bogforside

Hurtigt læste ungdomsbøger

04.12.20
Går din teenager kold i læsningen, hvis bogen er for tyk?

Ikke alle er til lange historier med komplicerede universer, og det er der heldigvis råd for. Vi anbefaler her tre korte ungdomsbøger, der kan hjælpe læselysten på vej. De er hurtigt læst og kan også alle lånes som lydbøger på eReolen.dk

Brosten af Lona Andersen

En aften ser Carl to unge kaste en sten ud fra en motorvejsbro. Han genkender den ene. Det er hans nye papbror Liam – ham der har taget sig så godt af Carl i den nye skole, og ham med den søde far, der passer rigtig godt til hans mor. Tør han fortælle det og miste det nye liv, som han er virkelig glad for? En historie fuld af moralske dilemmaer, nutidig problematik og med en hæsblæsende slutning. En del af Gyldendals Spurt-serie, der med forlaget egne ord rummer ”store historier, kort fortalt”. Anbefales fra 12-15 år. 

Sommeren venter af Pia Konstantin Berg

14-årige Camille er flyttet med sin mor ind hos Peter. Hun er virkelig ikke begejstret, selv om morens nye kæreste både er sød, forstående og bor i et kæmpe hus med pool. Det bliver ikke bedre, da hun møder sin nye papbror, Peters søn Oliver. Han er nemlig både pæn og sød – lidt for sød. En velskrevet historie, der går lige i hjertet. Den er fuld af følelser og fine forviklinger, anbefales til de 13-16-årige.

Jagten – undercover af Anne-Marie Donslund

Hendes navn er i virkeligheden ikke Johanne. Både hun, hendes lillebror og mor har måttet ændre deres navne, da de flygtede og gik under jorden på grund af deres voldelige far. De må hele tiden passe på, at sandheden ikke kommer frem, for en dag bliver faren løsladt fra fængslet og vil lede efter dem. Bogen er virkelig spændende hele vejen igennem, og man bliver nødt til at læse videre for at finde ud af, hvad der sker med familien. Første del af serie på seks bøger for de 13-15-årige. En del af Sort læseklub, som er letlæste bøger med lidt større skrift.
 

Af Charlotte Holm Juul, børne- og ungebibliotekar på Roskilde Bibliotekerne

Tags
Materialer