
Hvad læser den kommende biskop?
Vi har talt med Ulla Thorbjørn Hansen, der er nyvalgt biskop i Roskilde Stift om sommerplaner og sommerlæsning - og selvom det er ferietid, så er teologien alligevel med i tasken.
Hvad skal du læse eller lytte til i sommerferien?
Jeg vil læse dronning Margrethes erindringsbog ”undervejs-erindringer 1940-1972”. Bogen er blevet til på baggrund af mange timers samtale mellem dronningen og historiker og journalist Tom Buk-Swienty, og jeg tænker, at det er oplagt at få den læst her i jubilæumsåret.
Jeg agter denne sommer også at få læst (måske lyttet til): ”Mødre, fædre og andre” af Siri Hustvedt, som jeg har fået anbefalet.
Endelig håber jeg også langt om længe at få læst ”Dommedag og djevlepakt – Henrik Ibsens forfatterskap – fullt og helt” af Jørgen Haugan, som jeg har købt på min sidste rejse til Norge. Bogen er nu også oversat til dansk, men jeg foretrækker at læse på norsk. Jørgen Haugan har læst Henrik Ibsens værker i kronologisk sammenhæng og med denne læsning som udgangspunkt tegner Haugan et nyt billede af den kendte digter som alle tror, at de kender så godt. Og endelig vil jeg også medbringe mindst en fagbog på min ferie: ”Fundamentalteologi -artikler om teologi mellem tradition og samtid” af Hans Vium Mikkelsen.
Hvilken bog vil du anbefale til andre?
Jeg synes, det er svært at begrænse mig til at anbefale én bog til læserne. Men skal jeg anbefale én skønlitterær bog – så bliver det Anne-Cathrine Riebnitzsky’s ”Vindens port”. Jeg har læst alle Anne-Cathrines bøger og synes, at hun skriver velsignet godt. Og skal jeg anbefale en ny kortfattet bog om kristendom, så vil jeg anbefale ”Traditionen tro” af Kåre Gade. Hvor Kåre Gade enkelt og ligetil beskriver hvordan kristendom kan blive til tro gennem tradition og gudstjeneste, bøn og bekendelse, forkyndelse og salmesang. Teologistudiet bliver kaldt ”studiet om alting” – og den kristne tro bl.a. beskrives som en uventet gave.
Hvad byder sommeren på for dig?
Min sommer byder bl.a. på afslapning i et sommerhus sammen med min mand med tid til at læse bøger og komme ud og nyde naturen og gode venners selskab. Vi skal også bl.a. en tur til Norge og vandre i de norske fjelde.
Du kan bestille "Dommedag og djevlepakt – Henrik Ibsens forfatterskap – fullt og helt” af Jørgen Haugan på bibliotek.dk
Følg med i vores sommerserie #byenlæser, og bliv inspireret sommeren igennem af lokale skikkelser. Se hele serien her