Biolog Vicky Knudsen
Biolog Vicky Knudsen

Hvorfor er fugle fantastiske?

01.09.20
Biolog og naturformidler Vicky Knudsen giver dig svaret her og fortæller om sine egne favoritter blandt både fuglene og bøgerne.

Hvorfor er fugle fantastiske?

Fugle er fantastiske, fordi de er levende efterkommere af dinosaurer, og så har de nogle vilde egenskaber, som ofte rækker langt ud over vores fantasi. De kan jo blandt andet flyve, hvilket de fleste af os godt kunne ønske os. Men derudover så er der et væld af arter, størrelser, farver og former. Fugle kan ses hele året, og når man først dykker ned i deres evner, så bliver man blæst bagover af det eventyr, der venter lige uden for døren.

Hvordan kan en fugl på 10 gram finde til Afrika og tilbage til den samme have i Danmark? Hvorfor lander mursejleren ikke i ti måneder i træk? Hvordan kan en fugl flyve nonstop 10.000 kilometer i træk? Hvordan kan nogle rovfugle og ugler finde frem til musene, der gemmer sig? Hvorfor synger fuglene? Og hvorfor har nogle ænder en ret lang diller, når de fleste fugle har en kloak?  Det er bare nogle af de ting, som jeg synes er vildt fascinerende og fantastisk ved fugle.

Hvad er din egen yndlingsfugl?

Dem alle! Men derud over er der altid nogle favoritter. Hver gang jeg finder noget lidt mere spektakulært, såsom en fugl der har forvildet sig til Danmark, selv om den ikke burde. Så bliver den min yndlingsfugl et øjeblik.

Men hvis vi ser på de danske arter, så er husskaden, halemejsen og den røde glente tre af de mest fantastiske. Husskaden, fordi det er vores klogeste fugl, og fordi den er forhadt af mange - helt uden nogen gyldig grund. Så den er et godt eksempel i formidling på, hvorfor vi nogle gange har et forkert syn på nogle arter. Derudover er det jo nordens paradisfugl. Halemejsen, fordi den bare er en helt uimodståelig lille og fin golfbold med de skønneste øjne og en lang hale. Rød glente, fordi den er flammende flot rød, og så er den bare en mesterlig elegant windsurfer i luften.  

Kan du anbefale en bog, en film eller et stykke musik, som du er begejstret for?

Jeg hører enorme mængder af lydbøger, og faktisk hører jeg ofte krimier. Hele min hverdag er fyldt op med natur og videnskab samt faglighed. Så når jeg skal slappe af, er det ofte med en god, fiktiv krimi i ørerne, hvor jeg ikke skal forholde mig til så meget andet end den gode historie. Og jeg har efterhånden hørt rigtig, rigtig mange.

En ting, jeg har bemærket er, at der i krimierne ofte er en lidt skæv karakter med, og at den ofte suspekte karakter tit er naturnørd på den ene eller den anden måde. En ornitolog, en entomolog, én der bare elsker døde fluer eller samler svampe. Det er virkelig et pudsigt, gennemgående træk, jeg ofte har lagt mærke til.

For nylig hørte jeg en lydbog, som ikke var en krimi. Nemlig "The subtle art of not giving a fuck". Den rørte mig ret meget, fordi de fleste mennesker, inklusiv mig selv, ofte har rigtig travlt med at tænke over hvad andre mener om os. Om vi præsterer godt nok og i det hele taget kan gøre alle glade.

Den er sindssygt velskrevet, dykker ned i genkendelige hverdagsproblematikker og får én til lige at genoverveje hvor og hvornår, man skal bruge sin energi. Den, tror jeg, at jeg skal høre en gang om året. Bare lige for at minde mig selv om, at det faktisk er ok ikke at kunne gøre alle glade og i stedet fokusere på de ting og personer, der gør én selv glad. 

Hør meget mere fra Vicky Knudsen

Vicky Knudsen besøger Roskilde Bibliotek onsdag d. 4. november. 

Læs mere om arrangementet "Vingesusene i baghaven og bøgerne". 
 

 

Materialer