Kriminalromaner på engelsk

Hyggekrimier til din indre detektiv 

03.01.22
Er du vild med hyggekrimier? Så læs med her.

Der er sjældent noget bedre end en hyggekrimi, når man har brug for en stund væk fra den virkelige verden. En hyggekrimi indeholder mange mysterier, få karakterer med hver deres finurligheder, et afsidesliggende sted og næsten intet blod. Der er masser af mulighed for at dykke ned i detaljerne og finde luppen frem i ægte detektivstil, når puslespilskrimierne skal løses.   

På eReolen Global og i app'en Libby findes der et stort udvalg af engelske hyggekrimier der kan lånes som e-bog og læses på tablet eller mobiltelefon. Vi har udvalgt disse fem herlige krimier:   

Joanne Fluke: Chocolate Chip Cookie Murder   

Hannah Swensen driver et bageri i den lille by Lake Eden i Minnesota. Hendes største bekymring er moren, der hele tiden forsøger at matche hende med fraskilte mænd i byen. Aldrig i sit liv havde hun forestillet sig, at hun en dag ville finde mejerileverandøren myrdet i sin lastbil ved hendes bageri. En hyggelig letlæst bog med uforudsigeligt plot, skæve karakterer og opskriften på Hannahs lækre cookies.  

Lån e-bogen Chocolate Chip Cookie Murder på eReolen Global  

Anna Lee Huber – This Side of Murder 

England 1919. Enken Verity Kent er en sympatisk, intelligent og modig kvinde, der har mistet sin mand Sydney under 1. verdenskrig. Sorgen over tabet vælder op på ny, da hun modtager et kryptisk brev fra en anonym afsender. Hemmeligheder trues med at blive afsløret og kun Verity kan forhindre det. Et rigtigt mysterium fyldt med spænding, masser af stemning og historiske detaljer.

Lån e-bogen This Side of Murder på eReolen Global

Ellery Adams – Murder in the Locked Library 

Under arbejdet med at udvide Storyton Hall med en lækker spa, dukker der gamle knogler og en mystisk bog op af jorden. Litteraturelskende manager Jane Steward og tvillingerne Fitzgerald og Hemingway må undersøge sagen til bunds, før de igen kan sove trygt om natten. Sluk for elektronikken og skru op for kærligheden til bøger i en hyggekrimi fyldt med litterære referencer.  

Lån e-bogen Murder in the Locked Library på eReolen Global

Andrea Penrose - Murder at Kensington Palace 

Seriemorderen Bloody Butcher er løs i London i starten af 1800-tallet og det umage par Jarlen af Wrexford og den satiriske tegner Charlotte Sloane bliver involveret i efterforskningen. Måske er motivet for mordet langt mørkere end romantisk rivalisering eller svimlende spillegæld. En herlig blanding af videnskab, kunst, mord og romantik skrevet så overbevisende, at Murder at Kensington Palace er svær at lægge fra sig igen.  

Lån e-bogen Murder at Kensington Palace på eReolen Global

Anna Lee Huber - Penny for Your Secrets 

I efterkrigstidens England er der fest, jazzmusik og drinks i alle afskygninger. Men den festlige stemning dækker over frygtelige gerninger og lidelser i de mørke nattetimer. Verity Kent deltager i en festmiddag hos veninden Ada, der netop er blevet gift med Lord Rockham. Ada har svært ved at finde sig til rette i den adelige livsstil, og da Lord Rockham findes skudt med Adas pistol, må Verity igen på banen. For er Ada den rigtige morder og hvilke hemmeligheder gemmer der sig bag den frygtelige gerning? 

Lån e-bogen Penny for Your Secrets på eReolen Global

Oprindeligt skrevet af Ditte, Aalborg Bibliotekerne.

Materialer