Klassikerdagen 2024
Tirsdag d. 17. september fejres Klassikerdagen og i år hyldes Dan Turells digtsamling "Karma Cowboy". Den udkom i 1974 og har dermed 50 års jubilæum i år.
"Karma Cowboy" er en vild læseoplevelse. Turell var bl.a. inspireret af buddhismen og psykedelisk rockmusik, og digtsamlingen er en sand stjernekaster, der sender gnister ud i alle retninger.
Umiddelbart er tonen og stilen i "Karma Cowboy" langt fra hverdagen, som Turell senere hylder, men digtsamlingen indeholder også - midt i al vildskaben - tanker om det almindelige hverdagsliv.
Allerede året efter, i 1975, får Dan Turell sit folkelige gennembrud med "Vangede billeder", hvor han med ironi og humor portrætterer de personer, der befolkede hans barndom og ungdom.
Dan Turell blev født i 1946 og døde i 1993 af kræft. Han blev 47 år gammel.
Klassikerdagen er indstiftet af Samrådet for de Litterære Selskaber og Danmarks Biblioteksforening. De står sammen med Det Kongelige Bibliotek og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab bag Klassikerdagen.