Klassikere til Corona-tiden

16.04.20
Leder du også efter nye og tilgængelige læseoplevelser? Så nap en blå klassiker.

Mange af litteraturhistoriens store og mindeværdige fortællinger ligger frit tilgængeligt på Ereolen som blå titler – dvs. at du altid kan låne dem.

Tilgængelige klassikere på Ereolen

Herunder har vi fremhævet otte, gode klassikere. Du kan også selv gå på opdagelse og finde mange blå og tilgængelige titler på Ereolen

Karl Gjellerup: Minna

Karl Gjellerup (1857-1919) vandt Nobelprisen i litteratur i 1917 – i øvrigt sammen med Henrik Pontoppidan. I denne kærlighedsroman, der foregår i København og Dresden, forelsker Harald sig i Minna, som har en problematisk fortid. 

Mary McCarthy: Gruppen

Forholdet mellem kønnene spiller en stor rolle i denne fortælling om otte unge college-pigers liv i 1930’ernes USA. 

Stefan Zweig: Forvandlingens rus

I mellemkrigstidens Østrig inviteres den unge postassistent Christine på ferie af sin rige, amerikanske tante. Christine overvældes af den velstand og overflod, hun møder og kontrasten til hendes eget liv er skarp.  

Joseph Conrad: Tilfældet

Joseph Conrad er nok mest kendt for romanen ”Mørkets hjerte”, der udkom i 1902, men det var først med ”Tilfældet” fra 1913, at han opnåede folkelig succes.   

Adda Ravnkilde: Judith Furste

En ung kvindes ægteskab med en 15 år ældre godsejer udfoldes i denne roman, der anses for at være en af de første kvindesagsromaner på dansk.

Karin Michaëlis: Vidunderlige verden 

Karin Michaëlis (1872-1950)  skrev nyskabende bøger om kvinderollen og erotisk kærlighed. I hendes erindringer hører vi i tre bind om opvæksten i Randers, hendes ægteskab og hendes udvikling som forfatter.

Charlotte Brontë: Jane Eyre 

Kærlighedsroman i to bind med en intelligent og selvstændig hovedperson i den fattige og forældreløse Jane, der som guvernante på et gods får stærkt modspil af godsejeren Rochester. 

John Steinbeck: Et mægtigt gilde 

Humoristisk og hjertevarm historie om dagdriveren Mack, der holder en fest til ære for sin gode ven Doc.