Bogforside

Mangler dit barn noget at læse?

19.01.21
Lån bøger på eReolen og eReolen GO!

Har I allerede været igennem de bøger, dit barn nåede at låne, inden biblioteket lukkede?

På eReolen og eReolen GO! kan I låne ebøger og lydbøger, så I stadig kan læse hver dag. Vi anbefaler her tre bøger, og vores børnebibliotekarer sidder klar på boern@roskilde.dk med anbefalinger af bøger, der passer til lige netop dit barn.

Vilde agenter – Operation honningjagt af Jennifer Bell

8-årige Agnes elsker dyr. En dag bliver hun opsøgt af Organisationen til Beskyttelse af Imponerende Sjældne og Truede Arter. Hun tager med til hovedkvarteret, hvor hun modtager træning, inden hun drager til junglen på sin første mission. En sjælden bi er forsvundet. Kan hun finde den, inden den bliver fanget af en skurk, der mangler den til sin samling?

Sjov og relevant bog fuld af spænding. Kan læses fra 9-12 år. Første bog i en serie på foreløbig to bøger. 

Allerbedste Molly – og den nye skole af Sabine Lemire

Molly skal begynde i en ny skole. Hun savner sin veninde Ellen og er bekymret for, at hun ikke får nye venner. Tør hun gå ud i gården i frikvarteret, når hun ikke kender nogen? Og vil de andre synes, hun er mærkelig, hvis hun sidder helt alene? 1. del af serie om Molly, der også har en irriterende lillebror, og forældre, der altid holder med ham.

Virkelig fin historie, som mange børn kan relatere til. Anbefales fra 9 år.

Ulveridderne – flammen i øjet af Peter Gotthardt

Storm er ulving og på flugt. Kongens vogtere vil fange ham, fordi han kan forvandle sig til en ulv. Med en flok ryttere i hælene søger han tilflugt hos Gry, som hjælper ham til skoven og i beskyttelse hos ulveridderne. Kan han sammen med ulveridderne befri Grys far, der blevet taget til fange?

En bog, der er så spændende, at man hurtigt får den læst. Kan læses fra 8 år. Del af serie på fire bøger. 
 

Af Charlotte Holm Juul, børne- og ungebibliotekar på Roskilde Bibliotekerne

Materialer