På tur i Danmarks historie

30.06.17
Benyt ferien til at opleve Danmarks historie i byer og landskaber – til fods eller på cykel.

Kampagnen "Historier om Danmark" og en række museer har udvalgt og beskrevet 47 historiske ture rundt i hele Danmark. Turene inspirerer til at opleve de mange spor af historien, som omgiver os den dag i dag.

Find spor fra fortiden

Gå tur langs klintekysten på Stevns og oplev Stevns Fort og Rødvig Skanse. Eller tag cyklen med på den danske klosterrute, der forbinder 50 steder, hvor der var klostre i middelalderen. Du kommer blandt andet forbi Sorø Klosterkirke og Antvorskov Kloster ved Slagelse. Følg Kongevejen i Nordsjælland, der passerer Frederiksborg Slot og Kronborg. Eller nyd Hærvejen, der består af et netværk af veje ned gennem Jylland. Hærvejen har i mange hundrede år forbundet danskerne med Europa.

Del dine egne turforslag

De 47 turforslag udkom den 11. juni i bogen På tur i Danmarks historie fra Gads Forlag. De er også udkommet digitalt på HistoriskAtlas.dk. Her kan du hente ruter og beskrivelser til din smartphone eller printe dem ud på papir. Du kan desuden bidrage til hjemmesiden med dine egne turforslag.

Se alle turene på HistoriskAtlas.dk ved at klikke på menuknappen øverst til venstre på siden og vælge Historier om Danmark.

Læs mere om kampagnen Historier om Danmark.

Nedenfor har vi samlet en række bøger med inspiration til ture i historien. God tur!

 

Oprindeligt skrevet af Næstved Bibliotek og Borgerservice.

Materialer