Bogforsider

Søvndyssende godnathistorier

19.10.20
Kniber det med at få dit barn til at sove?

Selv om du har sagt godnat og tændt natlampen, går der ikke længe, før du hører små fodtrin, eller én der kalder. Hvis du overhovedet får lov at forlade værelset. En søvndyssende godnathistorie kan være løsningen på udfordringen. Vi kommer her med tre bud på historier, der kan hjælpe dit barn med at falde til ro og overgive sig til søvnen.

Lille Pinds puttetid af Elvira Fragola

Lille Pind kan ikke sove, fordi hun har en masse tanker oppe i hovedet. Sammen med Pindemor sætter hun sig ved vinduet og kigger ud på månen. Pindemor svarer på hendes spørgsmål, og de snakker om, hvad de glæder sig til, når det bliver forår, sommer, efterår og vinter. Det får Lille Pind til at tænke på noget andet og falde i søvn. En utrolig fin og sød historie med smukke illustrationer. Anbefales fra 3-6 år.

Stjernestunder – godnatrim med beroligende massage af Lotte Salling

Fine kort rim om eksempelvis regnen, der drypper på ryggen, drømmetoget, der tager barnet med ind i drømmeland og egernet, der sover i træets top. Med små massageøvelser eller beroligende strøg, du samtidig kan lave med dit barn. Forordet beskriver, hvordan bogen kan bruges til at få dit barn til at slappe af. Kræver lidt øvelse, men er rigtig god som anderledes godnatlæsning for børn fra 3-8 år.

Arlo - løven, der ikke kunne falde i søvn af Catherine Rayner

Løvefamilien sover trygt op ad hinanden. Alle sover tungt – på nær Arlo. Han kan ikke finde ro. Natten er for kold, solen for varm og græsset stikker. Til sidst er han helt udmattet, men får heldigvis hjælp af uglen. Den lærer ham, hvordan man kan falde i søvn, hvis man tænker på alle de steder, man gerne vil se. Simpel og varm godnathistorie, der med flotte illustrationer, tager jer med ud på savannen. Fra 3-5 år.

 

Af Charlotte Holm Juul, Børne- og ungebibliotekar på Roskilde Bibliotekerne

Materialer