Ti moppedrenge

30.06.17
Sommertid er lig med tid til at få læst det store tunge. Evt. som lydbog eller på din tablet med eReolen.

Frihed
af Jonathan Franzen

Amerikansk epos om den en gang så perfekte, men nu stærkt samspilsramte Berglund familie, hvis personlige historie væves tæt ind i historien om det amerikanske samfund i de dramatiske år efter 11. september. Findes også som lydbog på eReolen.

Jernblod
af Liza Marklund

Krimi. Kvällspressens papirudgave skal lukkes. Samtidig følger Annika en mordsag i retten, og hendes søster er forsvundet. Eneste livstegn er en sms: Annika, hjælp mig! Det fører Annika tilbage til sin barndomsby, mens hun kæmper mod sine indre dæmoner.

Afgrunden
af Kim Leine

De to tvillingebrødre Kaj og Ib rejser til den finske borgerkrig i 1918, og krigens vold og meningsløsheder mærker dem for resten af livet. Romanen følger deres historie op gennem mellemkrigstiden og den spirende nazisme og kulminerer under modstandskampen i København.

Noget om Grace
af Anthony Doerr

David Winkler drømmer begivenheder, før de sker. Detaljerede og uafrystelige drømme. Da han drømmer, at han ikke er i stand til at redde sin druknende spæde datter, flygter han. 25 år senere samler han mod til at vende tilbage.

Slægters gang
af Jan Kjærstad

En anderledes familiekrønike om den norske slægt Bohre i det 20. århundrede. En gruppe kinesiske historikere prøver i år 4000 at rekonstruere begivenhederne i et Norge med krig, klimakatastrofer og overbefolkning.

Den første sten
af Carsten Jensen

En deling danske soldater forholde sig til, at en af deres egne begår et brutalt forræderi. Så nu går jagten på forræderen, en jagt der leder dem dybt ind i Afghanistan. Det, der starter som et hævntogt, udvikler sig til et potentielt mareridt.

Brødrene Karamazov
af Fjodor Dostojevskij

En rå og grisk fars forhold til sine voksne sønner hvoraf den ene dræber ham - en handling der udløser vidt forskellige sjælekriser hos de tre sønner. Findes også som e-bog på eReolen

Knud den Store
af Hanne-Vibeke Holst

Hanne-Vibekes far, Knud Holst, vokser op i et indremissionsk hjem i Vendsyssel. Han opdager sin lyst til og sit talent for at skrive, og får både sin Kirsten og et anerkendt forfatterskab. Men det krakelerer og langsomt begynder både kærlighed og litterær anerkendelse at falde fra hinanden.

De berusedes vej
af Jakob Melander

Krimi, hvor politiassistent Lars Winkler må inddrage sin fortid i Nørrebros bz-miljø, både for at opklare en tidligere vens død samt trusler om bombeangreb og terror, og for personligt at kunne komme videre. Det er 3. del af serien, men den kan godt læses selvstændigt.

Trækopfuglens krønike
af Haruki Murakami

Først forsvinder Toru Okadas kat, dernæst hans kone Kumiko. Hans søgen efter begge bliver en mystisk, magisk rejse i det japanske samfund og sindets afkroge. Findes også som e-bog på eReolen.

Oprindeligt skrevet af Helsingør Kommunes Biblioteker.

Materialer