Vinterferie med børn

22.02.23
Bibliotekaren anbefaler aktivitetsbøger for store og små

Vinterferien er godt i gang og hvad er mere nærliggende end at finde på sjove ting at lave med børnene ude og inde. Men hvad skal man finde på? På Roskilde Bibliotek er der heldigvis hjælp at hente, vi har stakkevis af aktivitetsbøger for store og små. Slip fantasien og ungerne løs og brug ferien på sjove, skøre og smukke ting du selv kan lave.

Af bibliotekar Marie Læssøe Lind 

Jonas Greve Gylling: Ud med ungerne - året rundt

Jonas Greve Gylling er passioneret naturformidler og pædagog. I hans nye aktivitetsbog findes der et væld af sjove og lidt skøre udendørsaktiviteter. Hvad med en farvestrålende vulkan i haven eller få fuld plade med naturbingo? 
Jonas viser også hvordan man kan lave islanterner og påklædningsblade på hans populære Instagramprofil: ”UdMedUngerne”. 
 

Lån bogen her

Julie Pio Kragelund: Friluftsrollinger - sådan kommer du ud i naturen med dine små børn

Denne bog er en guide til småbørnsforældre, der gerne vil dyrke familiefriluftsliv. Bogen er fyldt med konkrete råd og vejledninger til aktiviteter og udflugter i Danmark, som eksempelvis vandring, overnatning i det fri, bålmad og kanopadling. Bogen er let og overskuelig med afsnit som fx ’Små børn og vand’ og masser af tips til pakkelisten og fifs til udeliv i Sverige og Norge. 
 

Lån bogen her

Pia Deges - Børnenes naturhobbybog: farvestrålende og kreative ideer til børn

Gå på opdagelse i naturens skattekammer. Kastanjer, blade, muslinger, sten mv. kan bruges til masser af sjove hobbyprojekter. Fx er Koglepingvinerne smarte og giver et fint lys i den mørke tid. 
 

Lån bogen her

Marie har samlet en række andre kreative aktivitetsbøger som du kan se nedenfor.