Anbefalet: Arkitektens tanker om byggeri

04.10.18
Bibliotekaren har fundet tre bøger om arkitektens hjerne

Af Ole Hilmer Petersen, bibliotekar på Roskilde Bibliotekerne

Det er ikke alle nye byggerier, og gamle for den sags skyld, der virker lige spændende eller vellykkede. Somme tider skal vi lige vænne os til det nye.
Pludseligt kommer skønheden og funktionen frem, selv i bygninger vi først afviste.
De bygninger der omgiver os, og vi færdes i, betyder noget for vores trivsel. Arkitekterne og bygherrerne stor indflydelse på vores hverdag.
Få en større forståelse af arkitektens tanker bag forskellige former for byggeri i tre forholdsvis nye bøger, der på hver sin måde giver indblik i arkitekturens verden.

Synne Rifbjerg: Hvad tænker arkitekten på? 2016

Journalisten og forfatteren Synne Rifbjerg har her interviewet 10 danske arkitekter, bl.a. Bjarke Ingels. Man får her et fint indblik i de tanker der ligger bag mange af de store projekter, der dukker op i hele landet. Men allermest oplever man engagerede mennesker, der har tænkt over hvad de vil med det de laver.

Jørgen Hegner Christiansen: Dansk betonarkitektur, 2018

Ud over en kort beskrivelse af materialet beton er der en spændende gennemgang af 21 eksempler på brugen af beton i dansk arkitektur bl.a. Bellahøj, Storebæltsbroen og Frihavnstårnet i Københavns Nordhavn.
Her fra Roskilde er Vikingeskibsmuseet og det nye rådhus beskrevet.
Hovedparten er meget fine fotografier og tegninger. De understøttes af en kort historisk og byggeteknisk gennemgang. I denne bog bliver beton spændende og inspirerende.

Peter Olesen: Broerne i København, 2018

Peter Olesen har endnu en gang lavet en fin lille bog om Københavns mange spændende bygninger. Her er det de mange broer, der findes over kanaler, søer, havn og jernbane.
Både de gamle klassiske broer som broerne rundt om Kastellet og nye broer som Inderhavnsbroen, der forbinder Nyhavn med Christianshavn.
Broerne binder bydele og lokalområder sammen, så byen kan fungere.
Mange af broerne er næsten skulpturer i sig selv, der ud over funktionen også giver noget fascinerende at se på. Interessant lille bog med masser af flotte fotografier fra hovedstaden.

 

Materialer