Anbefalet: Bøger du sluger

09.11.17
To bøger, der får dig til at glemme tid og sted.

Af Anette Øster, leder Viden og Oplevelse, Roskilde Bibliotekerne

Så blev det atter mørkets tid, tid for stearinlys og hygge. Tid til at gemme sig inde døre i selskab med en god bog, der får dig til at forsvinde fra tid og sted og hvor du hele tiden lige må læse et kapitel mere.  Jeg har valgt to bøger, der fik mig til at glemme tid og sted og endda aflyse aftaler, fordi jeg lige måtte læse lidt mere.

Joël Dicker: Sandheden om Harry Quebert-sagen

Den unge forfatter Marcus Goldman rejser fra New York til den lille by Aurora, hvor man har fundet et lig i den kendte forfatter Harry Queberts have. Liget viser sig at være resterne af den unge præstedatter, Nola Kellergan, der på mystisk vis forsvandt 33 år tidligere.
Marcus sætter sig for at komme til bunds i den mystiske sag, i håbet om at kunne bevise Harry Queberts uskyld, da alt tyder på, at han er den skyldige.
Aurora viser sig at være en by fyldt med hemmeligheder. Alle lyver om alle og ikke mindst om Nola, så det er lidt af en opgave, Marcus har sat sig for at løse.

Hver gang man tror, at nu har man gennemskuet plottet, tager det en uventet drejning. Sjældent har jeg været så opslugt af en bog, som af denne.

Muriel Barbery: Pindsvinets elegance
Renée har været portner i en ejendom med herskabslejligheder i Paris i 27 år. Ved første øjekast er hun en fedladen og sur kvinde, der fylder sit liv med en masse tv og at holde øje med ejendommens beboeres indholdsløse liv. Men bag den afvisende attitude findes en kultiveret og vidende kvinde, der elsker kunst, filosofi, musik og japansk kultur.
I ejendommen bor også 12-årige Paloma, som har besluttet sig for at begå selvmord på sin 13 års fødselsdag. Men da en japansk rigmand flytter ind, får han stor betydning for de to ensomme sjæles liv. Pindsvinets elegance handler om fordomme, venskab og kærlighed, bristede drømme og håb. En af de smukkeste bøger, jeg har læst.   

Materialer