Anbefalet: God science fiction

25.03.19
Læs bibliotekarens science fiction anbefalinger.

På Roskilde Bibliotekerne stiller vi i april 2019 skarpt på science fiction og prøver igennem en stribe arrangementer, book talks og en koncert at etablere genrens substans, indhold og historie.

  • Hvad er denne mytiske og dog popkulturelle genre?
  • Hvad kan vi lære af de forestillede, fremmede universer der beskrives og udfoldes?


Her er tre litterære anbefalinger, du passende kan varme op med.

Af Gustav Lindberg Maindal, bibliotekar på Roskilde Bibliotekerne

Olga Ravns roman De Ansatte fra sidste år er en moderne science fiction fortælling der foregår ombord på et rumskib der sagte flyder fremad i det store, kolde mørke rum.

Som læser bliver vi konfronteret med en bizar skildring igennem en række fortællinger fra de ansatte på Det Sekstusinde Skab. Da de ansatte støder på et ukendt objekt, begynder deres hverdag og rutiner at gå op gå op i limningen, for at sige det mildt.
Olga Ravn har et fantastisk inddragende sprog, og bogen inviterer til flere genlæsninger.

De Ansatte er en spændende såvel som frygtindgydende eksempel på et originalt bud på et dansk science fiction værk.

Vi kan også passende efterfølgende nævne Jeff Vandermeers bog Udslettelse. Bogen er en psykologisk rejse ind i det frodige, sumpede og mareridtsagtige Area X. Her bliver en række mennesker konfronteret med et altgørende spørgsmål om den menneskelige natur.
Udslettelse er velkomponeret og mesterligt fortalt i et feberdrømsagtigt sprog. Et besynderligt og anderledes science fiction værk fra nyere tid.

Udslettelse blev filmatiseret af Netflix med Alex Garland som instruktør sidste år og kan også anbefales. Bogen er på dansk og udgivet af Rosinante.

Et tredje bud er De udstødte af Ursula K. Le Guin, som desværre døde sidste år. Ursula K. Le Guin var en forfatter der både bevægede sig i science fiction og fantasy genrerne, og gjorde det med et intelligent og indlevende forfatterskab.
De udstødte er en fortælling om anarkisme og kollektivisme i verdenen Tau Ceti. Bogen er et unikt bidrag til en genre fyldt til bristepunktet med unikke og besynderlige værker, hvilket kun er et yderligere kvalitetsstempel.

Bogen er på dansk og er udgivet af Lindhardt og Ringhof.

Få overblik over april måneds science fiction arrangementer på Roskilde Bibliotek

Materialer