Gode ungdomsbøger

21.03.19
Tre bøger din teenager vil elske.

Mange kan sikkert huske en rigtig god bog, de læste, da de var teenagere. En som virkelig gjorde indtryk. 
Vi giver dig her tre bøger, der kan noget særligt på hver deres måde, og som din teenager vil elske. De kan læses af unge fra 14 år, og voksne, der stadig føler sig unge indeni.. Vi giver dig her tre bøger, der kan noget særligt på hver deres måde, og som din teenager vil elske. De kan læses af unge fra 14 år, og voksne, der stadig føler sig unge indeni.

Af Charlotte Holm Juul, børnebiblioteker, Roskilde Bibliotekerne


Rengøring af Kim Fupz Aakeson

17-årige Cecilie er kæreste med Andy, der er noget ældre end hende. Andys drøm om en cafe er brast, og han skylder en masse penge. Han drikker sig tit fuld, sover det meste af dagen og bliver nemt irriteret på Cecilie. Og så slår han. Så det sortner for Cecilies øjne. Det bliver gradvist værre, og det hele kulminerer, da Andy bliver opsøgt af dem, han har lånt penge af. En yderst velskrevet bog om at blive voksen før tid og om at måtte klare sig selv, når livet er allermest barskt.


Vores kemiske hjerter af Krystal Sutherland

Henry får gode karakterer i skolen og drømmer om at blive redaktør på skolebladet. Han går i High School og har aldrig været forelsket. Men så begynder Grace i klassen. Hun går i mærkeligt stort drengetøj og virker underlig og indelukket. Men der er noget dragende og skrøbeligt ved hende, der gør, at Henry falder pladask for hende. En virkelig god, velskrevet og humoristisk bog. En historie, der rammer lige i hjertet, og som gør en forskel i en periode, hvor alt vokser vildt og intet står stille i hovedet. Klart en af de bedste bøger, jeg har læst i år.


Spor af Liv af Kit A. Rasmussen

Liv forsvinder på vej hjem fra en bytur. Politiet bliver sat på sagen, men da efterforskningen går langsomt, tager Livs bror Julian og hendes bedste veninde Nora sagen i egen hånd. Lykkedes det dem at finde hende i live, og hvad har hendes klasselærer Kenneth med det hele at gøre? En spændende og letlæst krimi fra forlaget Alineas serie ”Sort Læseklub”. Med en masse handling og lidt større bogstaver. I samme stil findes også krimiserien ”Banden”.

 

Materialer