Anbefalet: Hits til højtlæsning

12.09.19
Gode bøger at samles om

Af Charlotte Holm Juul, børne- og ungebibliotekar på Roskilde Bibliotekerne

Det er hyggeligt at læse sammen med børn, og så hjælper det dit barn til hurtigere selv at knække læsekoden. Her er tre forskellige bud på gode historier, som familien kan samles om.

Mirja – nye vinger af Gunvor Ganer Krejberg

Mirja er ikke som de andre alfepiger. Hun gør tingene på sin egen måde, er klodset og ender altid med at få revet sine vinger i stykker.
Hun bliver rygende uvenner med to andre alfepiger, og i ren arrigskab flyver Mirja ud i skoven, og her opdager hun, at den dødsensfarlige ræv er på vej mod alfekolonien.

Men hvad gør hun nu, hvor hun er uvenner med de andre, og de derfor helt sikkert ikke vil lytte til hende?

Nye vinger er første del af en serie på tre bøger.
Anbefales som højtlæsning fra 5-8 år og kan læses selv fra 8 år.

Charlie forvandler sig til en kylling af Sam Copeland

Charlie har en helt særlig evne. Han kan forvandle sig til et dyr. Ikke på den seje superhelte-måde, men derimod når det passer allerdårligst.
Som når skolens bølle kommer forbi, eller når han skal på scenen til skolekomedien. Charlie ved aldrig, hvornår han vil forvandle sig, eller hvordan han stopper det.

En virkelig sjov bog, der får både børn og forældre til at grine. Den er samtidig rørende og skildrer det at blive mobbet, være bekymret og usikker.
Anbefales at læse højt for børn fra 8 år og kan læses selv fra ca. 10 år.

Børnene fra Sølvgade af Renée Toft Simonsen

11-årige Katinka bor alene med sine tre søskende. Sidste år tog deres mor ud for at vinterbade og kom aldrig igen.
Børnene er på flugt fra kommunetrolden, som de frygter vil opdage, at de bor uden voksne. Petra, søskendeflokkens yngste, skal snart begynde i skole, og det kræver, at en voksen skriver hende op til skole.

Børnene hyrer derfor en hushjælp, Miss Nelly, til at hjælpe dem. Et helt særligt venskab opstår, men hvad sker der, hvis han opdager, at deres mor i virkeligheden ikke er på forretningsrejse. En af den slags historier, man husker.
Den har noget Pippi Langstrømpe over sig, og er samtidig virkelig fin og dyb.
Kan læses for børn mellem 8-10 år.

Materialer