Anbefalet: Jane Austens univers

15.02.18
Dyk ned i Jane Austens kærlighedshistorier

Kærlighedshistorier fra dengang kvinders vigtigste mål var at blive gift og få børn. Ikke lige sådan de fleste kvinder ser sig selv i dag. Jane Austens historier handler også om kvinder med stærke viljer, som får det bedste ud af det, når mulighederne viser sig. Hun blev aldrig selv gift. Både fordi familien ikke tillod, at hun giftede sig med sin ungdomskærlighed, men også fordi hun afslog ægteskabstilbud fra en mand, hun ikke elskede.

Af Dorrit Birklund, grafisk kommunikation på Roskilde Bibliotekerne

Mansfield Park
Vi følger Fanny Price, som vokser op hos en rig mosters familie. Flere i familien ser ned på hende, og til tider er hendes opgaver som en tjenestepiges. Hun bliver gode venner med den yngste søn, som hjælper hende med humør, motion og til sidst kærligheden. Du bliver ført med i op- og nedture, problemstillinger med slavehandel, utroskab, dårlig moral, forandringer i engelsk havekultur og værdighed. Fanny er en ælling, som bliver til en stolt svane.

Stolthed og fordom
Elizabeth Bennet er næstældst datter i en familie med fem døtre. Hun oplever gennem bogen udviklingen fra førstehåndsindtryk, fordomme, snobberi, dumhed og flosset moral i det 19. århundredes engelske middelklasseliv til en forståelse af sig selv som kvinde og kærligheden til en arrogant mand. Du bliver suget med, når Mr. Darcy styrtdykker i en sø nær hans gods. En bog og en tv-serie du læser og ser igen og igen.

Overtalelse
Den kønne Anne Elliot lader sig som nittenårig overtale til at bryde en velfungerende forlovelse med en ubemidlet officer. Familien opfatter hende herefter som en pebermø, der aldrig vil blive gift. Otte år efter møder hun ham igen som en velhavende mand. Anne er fast besluttet på, at familien denne gang ikke skal have indflydelse på hendes beslutninger. Da hun forstår, at han stadig elsker hende, gifter hun sig med Frederick Wentworth. En fortælling med dyb sjæl og en dejlig film at tude til.

Materialer