Anbefalet: Krimier på engelsk

03.06.19
Bibliotekaren kaster kærligheden over krimier på engelsk

Fornylig opdagede jeg at tre af mine britiske favoritforfattere har lavet nye kriminalromaner.
Vi har dem på biblioteket, men kun på engelsk indtil videre.

Det kan være en fordel at læse dem på originalsproget, dels fordi de ikke har været gennem en oversætter og dels fordi du hurtigere kan få fat i bogen.
En ekstra gevinst for mig er, når bøgerne foregår i lokalområder, jeg har besøgt.

Af Ole Hilmer Petersen, bibliotekar på Roskilde Bibliotekerne

Jeg startede i Skotland med Ian Rankins bog: In a house of lies. Rankin har gennem mange år skrevet nogle fremragende krimier fra Edinburgh med politimanden John Rebus som hovedperson.

Han har altid arbejdet lidt på kanten af det normale politiarbejde. Selvfølgelig når han frem til en løsning. Nu er han pensioneret og hovedpersonen er mere hans gamle assistent Siobhan Clarke.
Men han bliver alligevel stadigvæk involveret i opklaringen.

Det er en gammel sag om en forsvundet privatdetektiv. Rebus var med i det forgæves opklaringsforsøg. Denne gang når politiet frem til et resultat.

Næste bog foregår i Peak District, nær Manchester. Stephen Booth har skrevet en serie om politifolkene Ben Cooper og Diane Fry.
Den nye hedder Fall down dead.
Her er der to parallelhistorier.  Ben Cooper bliver involveret i en faldulykke under en vandretur i det golde og tågede bjergområde.
Er det et uheld eller er personen blevet hjulpet på vej?

Samtidig er hans gamle makker, Diane Fry, der nu arbejder i et andet politidistrikt, blevet genstand for en politiundersøgelse af hendes opførsel.

Sidste bog foregår på den engelske sydkyst i Brighton. Her er jeg selv kommet en del siden 1966.
Peter James skriver om kriminalinspektør Roy Grace.
I Dead if you don’t er en dreng blev kidnappet under Brightons første hjemmebanekamp i Premier League.

Samtidig er stadion udsat for en bombetrussel. En meget voldelig albansk ”mafia” står tilsyneladende bag. Her vælter mordene ud over politiet.

Bliver drengen fundet inden vandet når op over hans hoved?
I en jagt med tiden kæmper Roy Grace og hans kollegaer mod voldsomme fjender.

Materialer