Anbefalet: Lyden af en fjern fremtid

18.04.19
Musikken i film er nok ikke det de fleste biografgængere fokuserer mest på

Ikke desto mindre, ville mange film ikke være de samme uden deres lydsider.

I forbindelse med at vi i april måned 2019 afholder en række arrangementer med fokus på science fiction på Roskilde Bibliotek, har jeg valgt to stærke soundtracks fra genren.

Måske har du allerede set filmene, som de soundtracks jeg anbefaler stammer fra, men har du virkelig lyttet til dem?

Af bibliotekar Keis Abdallah-Khatib

Bladerunner af Vangelis

Regndråber falder i en tårnhøj storby belyst af lysreklamers slørede glimt. Et cyberpunket gadebillede, og Harrison Ford i bedste form. Blade Runner er en ikonisk sci-fi klassiker, det vil få betvivle.
Men det var ikke kun Fords sublime skuespil der skabte successen.

Den græske komponist og elektroniske pioner, Vangelis, havde en taktstok med i spillet.
Hans originale soundtrack til filmen skar sig med laserskarp præcision ind i fortællingens kerne.

På tracket Memories of green kan du høre hvordan et akustisk klaver bliver hevet ud af tid og rum og sat ind i et bippende kredsløb af summende synthesizere der flyver forbi.

Og på Tales of the future får du en kraftfuld og mystisk fusion af mellemøstlig og elektronisk musik, med en sangerinde der går all in over det kunstige lydunivers.

Vangelis mesterværk af et soundtrack, er regnvådt, ensomt, og fremmedgjort som to mennesker over for hinanden med øjnene fikseret på hver deres lille skærm.

Inception: music from the motion picture af Hans Zimmer

Tyske Hans Zimmer, er en filmkomponist der har arbejdet på en lang række store film.

Især hans samarbejde med den højtprofilerede britiske instruktør og manuskriptforfatter Christopher Nolan, er nævneværdigt. Zimmer har således komponeret musik til film som Dunkirk, Interstellar og ikke mindst den højspændte, hjernevridende sci-fi film Inception

Hør eksempelvis det 7 minutter lange ”Old Souls”, hvor Zimmer udfolder sin karakteristiske kombination af klassiske udstrakte strygere, og flimrende synthpads.
På dette nummer opbygger han langsomt til spændingspunkt og toner ud i forløsning.

 

Materialer