Anbefalet: Soundtrack til studierne

15.09.17
Hvad skal du putte i ørerne, mens du dykker ned i i studierne?

Af musikformidler Hanne Rasmussen 
Ferien er slut.
Også for de studerende, og derfor står det store problem for døren: Hvad skal du putte i ørerne?
Altså, når du gerne vil lukke dig helt inde og koncentrere sig om at læse den tekst til i morgen i toget, på kollegiet eller endda på læsesalen?
Her er det rigtig gode tip: Vend din opmærksomhed mod soundtrackene. Der er nogle genialiteter mellem.
Jeg går altid efter det melankolske, rolige, gerne klaver- og strygerbaseret musik. Du vælger selvfølgelig helt selv ud fra det store bagkatalog, men her er tre bud på, hvor du starter.

Burkhard Dallwitz & Philip Glass: The Truman Show
Soundtracket til filmen om den intetanende reality-stjerne Truman vandt en Golden Globe i 1998, og med rette, for det her soundtrack er helt fantastisk.
Tyskfødte Burkhard Dallwitz har komponeret størstedelen af musikken, men nogle dele har komponisten Philip Glass været inde over.
Sammen har de lavet en melodiøs helhed, som aktiverer alle følelser.
På albummet er tilmed et nummer af Chopin, som er en smuk supplering til at skabe den rigtig gode læseboble.

John Williams: Schindler’s List
Det her klassiske soundtrack fra 1993 giver mig kuldegysninger fra allerførste tone.
Melodierne er helt utrolige, og du kan godt drømme dig helt væk, så du for en stund glemmer, hvad filmen handler om.
Komponisten bag lydsiden til Star Wars, E.T. og Jaws, John Williams, har her skabt et symfonisk værk, der indeholder virtuose udfoldelser af den verdenskendte violinist Itzhak Perlman, som fører os igennem et smukt univers af lys og mørke på én gang.

Danny Elfman: Fifty Shades of Grey
”Soundtracket til Fifty Shades of Grey, det er da ret fedt!”. Det ville de fleste af mine venner ikke tro på, hvis jeg udbrød dét midt i en samtale.
Men den er god nok. Hele soundtracket er komponeret af den amerikanske komponist og musiker Danny Elfman.
Elfman står bag lydsiden til mange store film og er særligt kendt for sit samarbejde med Tim Burton (Alice In Wonderland, Charlie and the Chocolate Factory, Beetlejuice m.fl.).
Til Fifty Shades of Grey har han så altså gjort et melankolsk, let og ubesværet album, som jeg nyligt har opdaget.
Det er symfonisk musik med elektroniske elementer, og det bliver helt sikkert soundtracket til min efterårslæsning. 

Materialer