Anbefalet: Vindere af Ping-prisen '19

27.06.19
To vinderalbums får fine ord med på vejen af bibliotekaren

Denne anbefaling er af to tegneserier, der begge blev fortjente kategorivindere af Pingprisen - tegneserieprisen der uddeles hvert år i juni i et samarbejde mellem tegneseriemagasinet Nummer9.dk, Dansk Tegneserieråd og Storm P.-museet
Det rette element vandt for Årets bedste debut og Death Save vandt for Årets bedste danske tegneserie.

Af Morten Langkilde, Bibliotekar på Roskilde Bibliotekerne

Det rette element af Line Høj Høstrup

Det rette element handler om Ellen, en ung ambitiøs kvinde, der netop skal til at indfri drømmen om at istandsætte et forfaldent håndværkertilbud, da hun bliver diagnosticeret med ALS, en dødelig sygdom, der langsomt lammer hende og umuliggør hendes drøm.

Mens hun fortvivlet forsøger at holde sin drøm i live, begynder sygdommen at overtage hendes krop, og Ellen flyder ind i en drømmeverden, der giver hende det, virkeligheden ikke kan.

Høstrup har en let genkendelig og stærk personlig tegnestil. Der er veldefinerede ansigtsudtryk på flagrende kroppe, fantasifulde layouts, knald på farverne, og stærke visuelle skift fra scene til scene. Den sørgelige historie er samtidig fuld af liv.

Det rette element er en vedkommende historie om livets skrøbelighed, og kampen for at acceptere dets uretfærdigheder.

Death Save af Rune Ryberg

Death Save er kort sagt megafedt tegnet!
Kombinationen af de vilde farver, og den stramme styring af den løse streg, giver den tegneserien en sjælden energi og fremdrift.

 Arme, ben, og kroppe flagrer vildt derudaf, men ansigtsudtrykkene er usædvanligt udtryksfulde, så man som læser aldrig er i tvivl om personernes sindstilstand.

I udgangspunktet er det en klassisk ungdomshistorie, om et lettere ulige venskab.

Ballademageren Rick og den nørdede Bass hænger ud i den lokale flipperspilarkade. Rick er en småkriminel tornado af sjov og ballade. Bass er en tænksom dagdrømmer, der interesserer sig for flippermaskineteknik, og har sin gang i den ældre mand Lazlos radioreparationsbutik.
Bass er forelsket i Jeanie, der ikke helt kan se ideen med hans venskab med Rick.

Rune Ryberg har skabt en fint fortalt og vedkommende historie, der er aldeles overlegent tegnet.

Materialer