Anbefalet: Bilbøger

21.09.17
Bliv inspireret til din interesse for biler her

Af Ole Hilmer Petersen, bibliotekar på Roskilde Bibliotekerne.

Mange mennesker interesserer sig for biler i Roskilde. Hver torsdag aften i sommerhalvåret er der for eksempel store træf med biler både på havnen og ved Rådhuset.
Bilen er både et dagligt transportmiddel og en fritidsinteresse. Behovet for hjælp til at holde køretøjet kørende dukker også op fra tid til anden. Biblioteket kan hjælpe med til at dyrke bilinteressen.

Carsten Frimodt: Roskilde Ring, del 1 og 2

Roskilde Ring spiller en stor rolle i den lokale bilhistorie. Her var der fra 1955 til 1968 en motorsportsbane. Op mod 40.000 tilskuere kunne være til motorløb i Roskilde, hvor de ikke kun kunne se de store danske stjerner men også de store udenlandske formel 1-kørere. Carsten Frimodt fortæller om den korte periode i Roskildes historie, hvor dansk banesports vugge og storhedstid lå her i byen.

Jørgen Kjær: Folkevognsrugbrødet

Forlaget Motorploven laver mange spændende bøger om forskellige biler. Her er det folkevognsrugbrødet, der kommer under behandling. Den er blevet brugt til mange ting, f.eks. varevogn, minibus og campingbus. Private har indrettet den til camping, ligesom professionelle firmaer har lavet specielt udstyr til formålet, bl.a. danske POBA.
I ”hippie-tiden” var der mange der kørte til Afrika eller Indien i gamle folkevognsrugbrød. Hvis du går på havnen i Roskilde torsdag aften, når der er træf for folk, der elsker automobiler, kan du tit se nogle af de ældre folkevognsrugbrød.

Haynes repair manuals

Det engelske forlag Haynes laver reparationshåndbøger til mange forskellige biler.  Her er der god hjælp at hente, specielt til lidt ældre biler.
Der er også mange reparationshåndbøger på tysk. Roskilde bibliotekerne har mange af disse reparationshåndbøger. Har vi dem ikke selv forsøger vi at skaffe dem fra andre af landets biblioteker.

Materialer