Anbefalet: Friske tegneserier

19.10.17
To supermoderne og helt friske tegneserier af allerbedste skuffe.

Af Morten Langkilde, bibliotekar på Roskilde Bibliotekerne 

Her kommer to supermoderne og helt friske tegneserier af allerbedste skuffe.
Den ene foregår i rummet, den anden i 1800-tallet.
Begge er virkelig spændende fortalte historier. Så gode kan de være nu til dags!

Orbital 1: Nærkontakt af Sylvain Runberg og Serge Pellé

Science fiction har altid haft en fremtrædende placering i tegneseriernes verden - det er alt andet lige både nemmere og billigere at tegne en historie, der foregår i rummet, end at lave den som film.
Klassikeren på området hedder Linda & Valentin, og den er for øvrigt netop er blevet filmatiseret. Orbital er en skarp arvtager. Seriøst lækkert tegnet, og med en lang og spændende historie.
En kontroversiel og historisk alliance opstår, da et menneske og en sandjarr i det 23. århundrede for første gang optages i en intergalaktisk, multikulturel organisation, der har eksisteret i 8000 år.

Indtil for nylig var jordboere og sandjarrer nemlig i krig med hinanden, og de øvrige medlemmer af organisationen opfatter i almindelighed menneskeracen som krigsliderlig og underudviklet. Nu skal en duo bestående af jordboen Caleb og sandjarren Mezoke forsøge at sikre intergalaktisk fred.

Fraternity 1 og 2 af Juan Díaz Canales og Jose Lui Munuera

Spanske Canales og Munuera har med de to bind, der udgør den afsluttede historie Fraternity, skabt en særdeles vellykket historie, hvor spænding og overraskelser står i kø. Canales har tidligere skrevet succesen Blacksad, og Munuera har udfoldet sit store tegnetalent på bl.a. Splint & Co.

Fraternity handler om amerikanske rigmand Robert McCorman, der i midten af 1800-tallet mener endelig at have fundet den perfekte samfundsmodel.

Med hjælp fra en blandet gruppe idealistiske mænd og kvinder grundlægger han kolonien New Fraternity, som repræsenterer en revolutionerende idé i den nye verden. Men med den unge nations syndefald i borgerkrigens systematiske brodermord bliver gamle dæmoner vakt til live. 

Materialer