Det spøger stadig i Roskilde #2

15.04.20
En spøgelseshistorie fra Tonny Erik Larsen.

Normalt møder du Tonny på Roskilde Bibliotekernes spøgelsesvandringer - de populære Ghost Walks.

Men i disse tider skal vi passe på hinanden - hver for sig - så i stedet får du én af historierne her. Læses på eget ansvar!

Gavlværelset ved Byens Hus 

På adressen Fondens Bro 1, finder vi i dag Byens Hus. Bygningen blev opført i 1879-80 som Duebrødre Hospital. På samme grund lå der i 1253 bygningerne til et andet hospital eller måske snarere et hospice, drevet af munke, kaldet Helligåndshuset. Det blev hovedsageligt brugt til døende fattige. Dengang var man ilde stedt, hvis man var fattig og blev syg.

www.roskildehistorie.dk kan du læse om livet dengang. De skæbner som dette hospice har rummet af alvorligt syge og døende, har med stor sikkerhed sat sine spor, ikke kun i dem, der arbejdede med dem dengang, men også i de gamle bygninger og området. Spor som folk, der har arbejdet i bygningen op til vore dage, har mærket på egen krop.

Ud over hospice rummede bygningen både fattiggård, hospital, og kollegium, så en mangfoldighed af forskellige skæbner har haft deres gang i bygningen. 
Selv om denne bygning havde mange funktioner, var det én lang bygning, hvor alle boede sammen. Syge, raske, studerende og så dem, der var døende. 
På kollegiedelen af denne multifunktionelle bygning, boede der altid 12 unge drenge i én sovesal, helt ned til 10 års alderen. 

At en bygning rummede så mange ”faciliteter” var ikke unormalt dengang. Byen havde dengang kun omkring 1500 indbyggere, måske endda færre – men alligevel kneb det med pladsen.
Helligåndshuset lå tæt på Domskolen og Latinskolen (Katedralskolen), hvor særligt udvalgte drenge fik lov at gå, inden de eksempelvis fik lov at komme til Paris og læse videre. Drengene, som alle læste på denne skole, arbejdede også alle for kirken, enten som kordrenge, alterdrenge, i kapellerne eller som kirketjenere.

Det var ikke let at være studerende på en skole, hvor kirken og skolen gik ud i ét og slet ikke nemt at bo på et hospice fyldt med død, ulykke og smerte. Derudover var smerte i form af tæsk og afstraffelse dagligdag for de drenge, der tjente kirken. 
Der blev brugt torturinstrumenter, som man mente, ville fremme deres lærdom. Et af de foretrukne undervisningsmidler var "Ferlen". 

Ferlen var en træstok, hvis ene ende var forsynet med en rund klump eller en flad skive, som var besat med sømhoveder eller metalknopper og havde et hul i midten. Jo ældre eleven var, des mere hårdhændet gik præsten eller læreren til værks med Ferlen.
Ferlen har uden tvivl været til fare for elevernes liv og helbred, men det forhindrede ikke, at den blev flittigt brugt. Det endte da også i enkelte tilfælde med, at en elev blev invalideret for livet og måtte bruge resten af sit liv som tigger eller døde kort tid efter, i nogle tilfælde på det selv samme hospice, hvor de havde boet med deres skolekammerater. 

Afstraffelse af enhver art blev oftest udført i drengenes sovesal, hvor de resterende drenge blev tvunget til at se på. De unge drenge måtte stå model til overgreb af enhver slags.

De bygninger som husede Helligåndshuset er for længst blevet revet ned og stenene genbrugt til at bygge eksempelvis herregårde langs fjorden. Dog er det som om, de grufulde begivenheder med sygdom, død, fattigdom og overgreb, der har fundet sted her, ikke helt har forladt stedet. Selv med det nye hospital og senere kommunekontor, er det som om bygningerne på stedet, er mærket af fortiden. 

Tegning af det nyopførte Duebrødre Hospital, fra 1880 (ukendt kunstner).
Tegning lånt fra www.byenshusroskilde.dk 
 

Byens Hus

I den nuværende bygning, der engang husede Duebrødre Hospital, ligger i dag Roskilde Kommunes kulturhus, Byens Hus. Dette hus har siden det var hospital og senere ældreboliger, huset både borgmesterkontor, forvaltninger, Borgerservice, turistbureau og nu også kulturhus.

Der har været indrettet mange kontorer og værelser til forskellige formål igennem tiden. Dog er der et af disse kontorer, der på mystisk vis altid har syntes at volde personalet problemer, nemlig gavlværelset på 1. sal, det værelse der vender mod Domkirken. Det er værelset bag vinduet lige over indgangen til Klosterkælderen.

Dette gavlværelse har været forsøgt indrettet til kontor mange gange, men det forlyder at hver gang er den pågældende medarbejder, der er blevet placeret der, blevet sløj og altid med de samme symptomer, nemlig hovedpine, svimmelhed og kvalme.

Bygningseksperter har forsøgt sig med et utal af målinger og prøver, for både asbest, radon, skimmel og svampesporer, men man har aldrig fundet noget unormalt i de pågældende prøver. Der er endda en læge, der har udtalt sig om at det kunne være fænomenet: ”Sick Building Syndrome”, som er en ægte og meget virkelig ”diagnose”, hvor der forefindes svamp, som er så dybt begravet i fundamentet, at den ikke kan måles, men som kan gøre folk syge alligevel. 

Der er dog flere ting i dette som ikke kan forklares med den ”diagnose”. 
1) En sådan svamp vil aldrig kun være centraliseret til ét værelse i en bygning. Den ville hurtigt sprede sig til hele huset. 
2) Det er ikke alle mennesker, der reagerer lige meget på en sådan svamp. Her forlyder det fra dem der har arbejdet i bygningen, at arbejde man på lige netop det kontor, blev man syg. Dem der har arbejdet ved siden af, oppe over eller neden under det pågældende kontor, har intet mærket til syptomerne. Det er begrænset til udelukkende at gælde det værelse. 

Fondens Bro 1, som det ser ud i dag, med vinduet til gavlværelset placeret i midten (billede taget af Erik Kjeldgaard 2019). 

Man forsøgte et par gange i starten af 2001 at placere nye medarbejdere udefra i det pågældende værelse. Nyansatte folk som intet kendte til historien og derfor heller ikke var forudindtaget for at ´nu bliver jeg syg´. Men de blev syge og med de selv samme symptomer. Til sidst blev det kun anvendt som printerrum.  

Hvis man kigger tilbage i historien, hvor denne bygning blev opført og brugt som ældreboliger, skete jo ofte at beboerne døde. Når de afdøde afventede begravelsen, blev de lagt i netop dette værelse. 
Dette var nemlig tættest på Domkirken og dermed tættest på gud. Her kunne deres pårørende så komme og sige farvel. Når beboerne døde her, var det ikke kun af alderdom, men også tit af sygdom. 

Måske er det fortiden, der hænger ved i dette værelse Hvad end grunden er, så er det stadig et mystisk faktum, at folk bliver syge af at opholde sig i dette værelse for længe. Man kan kun gisne om, det er de grusomheder, der har fundet sted igennem tiden på det sted, som stadig hjemsøger stedet.