Studerende

Digitale muligheder til din SRP

16.03.20
Oversigt over digitale materialer til din opgave.

Lukningen af Roskilde Bibliotekerne, grundet COVID19, betyder at du desværre ikke kan bestille bøger eller afhente allerede reserverede materialer. Det betyder heldigvis ikke, at der ikke er mulighed for at finde kilder og materialer alligevel.
Her er en lille oversigt over, hvor du kan finde brugbart materiale digitalt.

Masterfile Premier

Masterfile Premier giver adgang til engelsksprogede artikler  og kildetekster i fuldtekst. Du kan finde artikler om næsten alt. Start med et enkelt søgeord på engelsk og få forslag til specifikke underemner i drop-down menuen. Hvis du vælger "Advanced Search" under søgeboksen, får du også mulighed for at søge i samlingen af primære kilder, som indeholder bl.a taler og offentlige dokumenter. Det er muligt at finde artikler helt tilbage til 60erne.

Infomedia

Infomedia rummer artikler fra stort set alle danske aviser og dagblade samt en lang række fagtidsskrifter og -magasiner. Du har adgang hjemmefra med dit UNÌ-login, men du vil også kunne få adgang til en stor del af artiklerne, fra ca. 1990 og frem, via bibliotek.dk. Husk at oprette en bibliotek.dk-brugerprofil først.
(I perioden hvor dit fysiske bibliotek har lukket, er der adgang til hele Infomedia fra bibliotekets hjemmeside. Klik på overskriften)

eReolen

eReolen.dk har både lyd- og ebøger. Udover en lang række skønlitterære titler, kan du også finde rigtig mange gode faglitterære værker. Et bud på det kunne være Hans Hertels bog Det Moderne Gennembrud fra sidste år. Søg på dit emne under fanen "faglitteratur". Du vil også kunne finde henvisninger til ereolens bøger, hvis du laver en emnesøgning på roskildebib.dk eller på bibliotek.dk.

eKurser

Mangler du lidt assistance til søgning i f.eks Masterfile Premier, kan du på eKurser.nu få en kort videointroduktion. Se under fanden "Studerende".
Her finder du også andre små, korte vejledningsvideoer til hvordan du optimerer dine søgninger til opgaven.

Biblioteksvagten

Selvom bibliotekerne holder lukket, har Biblioteksvagten åbent hver dag. Her sidder bibliotekarer klar til at gøre deres bedste for at hjælpe dig videre, hvis du er gået helt fast i din søgeproces. Bemærk at du fra biblioteksvagtens side også kan søge i tidligere spørgsmål og svar. 

SkrivOpgave.dk
Hjælpeside til alle opgaveskrivende med tips til alt fra emneafgrænsning, søgestrategi, problemformulering til selve skriveprocessen. Her finder du også den helt uundværlige litteraturlisteautomat, der hjælper dig med at kreere en præcis og standardiseret litteraturliste på en supernem måde.

Roskildebib Studerende

På bibliotekets hjemmeside kan du, under fanen "Vi tilbyder" finde menupunktet: "studerende".
Her har vi samlet flere gode tips og ideer til dig der skriver opgave. Du vil også finde anbefalinger af mange af de øvrige digitale baser du har adgang til via bibliotekshjemmesiden, samt se videovejledninger til hvordan du bedst udnytter de forskellige basers muligheder.

Rigtig god læse- og skrivelyst.

- Og husk: Vi er her stadig og du kan fortsat skrive til os på mailen.