Er du på jagt efter en god krimi?
Vi går efteråret i møde, og hvad bedre end at lune sig med en masse spændende krimier, der tager dig med rundt i verden på de lange, kolde dage?
Anja, bibliotekar
Jeg kan anbefale Peter James' politiserie om Roy Grace, som foregår i Brighton, England. Den er også lavet til en TV-serie på DR.
Maria, bibliotekar
"Mens vi legede" af Ninni Schulman, som foregår i Sverige. Den er spændende og velskrevet, og der går også rygter om, at den bliver filmatiseret på et tidspunkt.
Jan, bibliotekar
Sydafrikanske Deon Meyer har skrevet en fremragende serie med et lille drys humor, en god bid samfundskritik og en hel den spænding. Den sidste, der er kommet på dansk, er 'Kobra' og den kan varmt anbefales, især hvis man har lyst til at få et indblik i sydafrikanske kultur, politik og samfundsforhold. Et par af hans andre bøger er også filmatiseret - f.eks. 'Jægerens Hjerte', som ligger på Netflix.
Charlotte, biblioteksassistent
Anders De la Mottes nye spændingsserie om Leonore Asker foregår i Skåne i Sverige. "De bjergtagne" er første del i serien, der udforsker det anderledes og afvigende. Den er nervepirrende spændende!
Karina, borgerservicemedarbejder
"Fortidens mørke" af Guillaume Musso. Den foregår i Antibes i Frankrig. Alle hans bøger er i øvrigt anbefalelsesværdige.
Susanne, biblioteksassistent
Mari Jungstedt har skrevet 2 krimiserier, som udfolder sig henholdsvis på Gran Canaria og på den spanske solkyst med de andalusiske bjerge i baggrunden og Malaga by.
Allan, områdeleder
Andrea Camillieris krimiserie om den tvære politikommisær Montalbano, der foregår på Sicilien. Den er også filmatiseret.
Mads, udviklingskonsulent
For en del år siden læste jeg nogle krimier af svenske Anders Roslund med Ewert Grens som hovedperson. De foregår mest i Stockholm, hvor forskellige lyssky miljøer afdækkes. Den første hedder Udyret, men især nummer 2 - Box 21 - var ret spændende. Den handler om trafficking af kvinder fra Østeuropa til Sverige. Den er også lavet som en miniserie.
Stine, børnekulturformidler
Jeg er helt vild med de meget historiske krimier; 1793, 1794 og 1795 af Nicklas Natt och Dag.