Børge Rasmussen

BR - Et legetøjseventyr i Roskilde

De fleste kender legetøjskæden Fætter BR, men hvor mange ved, at det hele startede i en aviskiosk i Roskilde?

Af Nina Bauer, historiker

Det startede i en kiosk  

I 1950 flyttede ægteparret Edith og Børge Rasmussen med deres tre børn til Roskilde. Her overtog de en kiosk i Skomagergade, nærmere betegnet nr. 27. I begyndelsen drev de forretningen, som havde navnet Kiosk Centralen, ligesom enhver anden kiosk. Her solgte de aviser og blade, men efterhånden indgik ting som festtelegrammer, som forretningen selv sørgede for at bringe ud, billetter til Holiday On Ice, fyldepenne og senere også solbriller i vareudvalget.

Vokseværk  

Børge Rasmussen havde masser af gåpåmod og var ikke bange for at prøve noget nyt. Inden familien kom til Roskilde havde han bl.a. været sporvognskonduktør, haft et vulkaniseringsværksted og en tæppefabrik, og bestyret en osteforretning sammen med Edith.  Kiosken udvidedes flere gange i løbet af 1950’erne og skiftede navn til Børge Rasmussen. Det blev efterhånden til en forretning, der kunne hjælpe med det meste. Hvad enten kunderne havde brug for hjælp til lejlighedssange, manglede kunstige blomster eller andre festartikler. Til jul udvidede Børge Rasmussen sortimentet med legetøj, og hele familien hjalp til i forretningen i december.

Inspiration fra USA

   I 1962 tager sønnen Henrik på et studieophold i USA. Her stifter han bekendtskab med de amerikanske butikskæder og indkøbscentre. Han bliver meget inspireret af den amerikanske måde at lave butikker på, og da han et halvt år senere vender hjem til Roskilde har han mange idéer med i kufferten. Inspireret af supermarkederne i USA foreslog Henrik Gjørup at udvikle faderens forretning til en moderne butik, hvor kunderne selv kan tage varer ned og røre ved dem.  I samarbejde med sønnerne gik Børge Rasmussen i gang med at omdanne butikken til en legetøjsforretning, der i 1963 fik navnet BR Legetøj. Samme år åbnedes den første filial i Slagelse, og derefter voksede antallet af BR-butikker eksplosivt.

Nye rammer   

I begyndelsen af 1972 blev en række huse i Skomagergade revet ned, deriblandt også nr. 27. Familien flyttede forretningen til midlertidige lokaler i Støden mens byggeriet af de nye ejendomme Peberrenden og Vikinghus stod på. Da byggeriet var færdigt i efteråret 1973, flyttede BR Legetøj ind i nummer 25, hvor butikken stadig ligger.

Huen og navnet

   Helt præcis hvornår den så kendte Fætter BR-maskot med bjørneskindshuen blev til, vides ikke med sikkerhed, men sikkert er det at den fik navnet Fætter BR ved en navnekonkurrence i 1981. I 2015 solgte familien legetøjskæden til en kapitalfond for 1,7 milliarder kr., så meget er sket siden Børge Rasmussen og hans kone begyndte at sælge legetøj i Skomagergade ved juletid.

Gå til FOTOTEKET og se flere billeder fra BR i Roskilde

Litteratur:

Pedersen, Elsebeth Gjørup, ”Historien om BR-familien” i Jul i Roskilde s. 7-11, årgang 77, Roskilde 2003.

”BR – det begyndte med en lille aviskiosk i Roskilde” i Politiken 2. november 2015.

TOP TOY Anniversary Magazine, 2013 

Materialer