Fabien Nury

Fabien Nury - fremragende tegneserieforfatter

19.12.19
Fabien Nury er fransk. Født i 1976, og manden bag en lang række tegneseriemanuskripter. Fælles for dem alle er, at de er inspireret af virkelige historiske hændelser.

Se en video om nogle af Fabien Nurys værker her:

Guld og blod
Guld og blod er skrevet sammen med Maurin Defrance og tegnet af Merwan Chabane & Fabien Bedouel.
Léon og Calixte er hovedpersonerne. Léon fortæller sit barnebarn om sin spændende ungdom. Er det virkelig sandt, at han var fyrste? Og kan en bandit stole på en aristokrat?
Grafisk er Guld og blod en udelt nydelse. Der er muligvis hentet noget inspiration hos Hugo Pratt, men tegnestilen er samtidig helt sin egen. Ultratynd streg og kraftige skyggevirkninger. Særdeles udtryksfulde ansigter, i enormt inspirerede layouts.

Guld og blod

 

En russisk historie
En russisk historie er tegnet af Thierry Robin, og består af to dele, Stalins død og Død over Zaren.
Død over Zaren viser et kejserdømmes fald, det største på sin tid. Ved en uheldig fejl starter generalguvernøren over Moskva et blodbad, der dræber 47 demonstranter. Og demed underskriver han sin egen dødsdom.
Stalins død fortæller om et tyranni, hvor alle bliver iagtaget og vurderet - et i lotteri, hvor dem som bliver udtrukket forsvinder. Udspringet er Stalins død i 1953.

En russisk historie

 

Der var engang i Frankrig
Der var engang i Frankrig er tegnet af Sylvain Vallée og vandt i 2014 den prestigefyldte hovedpris ved tegneseriefestivallen Angoulême. Det er en yderst velfortalt historie om den rumænske jøde Joseph Joanovici, der opbygger en succesfuld skrotforretning. Men samtidig er det også en historie om hykleri og pragmatisme, om om en overlever og en kyniker. Om en mand der vil gå til det yderste. En mand, der må tage konsekvenserne af sine livsvalg, selvom han prøver ihærdigt at slippe fra dem. Tegneren Vallée er ferm, dog traditionel, i sin tegnestil, men hans layouts understøtter både dialog og action.

Der var engang i Frankrig

 

Silas Corey
Silas Corey er en velkomponeret spændingstegneserie, der er tegnet af Pierre Alary, og skrevet af Fabien Nury. Sidstnævnte står bag manuskripterne til en håndfuld aldeles fremragende udgivelser - primært med udgangspunkt i europæisk historie i første halvdel af det 20. århundrede. 

Serien består af to dobbeltalbums. Det er to afsluttede historier, men der en sideløbende hovedhistorie, der fortsætter gennem begge. Aquilla-komplottet foregår i slutningen af 1. Verdenskrig. I Paris, 1917, kommer Silas Corey på sporet af en hemmelig mellemstatslig aftale med vidtrækkende storpolitiske konsekvenser. Zarkoff-testamentet fortsætter i tiden efter krigens afslutning. Corey hyres til at finde arvingen til et forretningsimperium. Det fører endnu engang til kontakt, opgør, kontrakter og skuffeaftaler med flere af sagens involverede. Silas Corey er nemlig både helt og skurk, til salg for højestbydende. 

Silas Corey

 

Heldigvis nuanceres billedet af Silas Corey undervejs. Hans umiddelbart klichéfyldte forhold til eksflammen Marthe og tjeneren Nam udvikler sig løbende, og afslører en hovedperson med gradvist mere hjerte og empati.

Nurys historie er plot med stor fantasi. Han skriver med en filmisk energi, der giver læsningen en imponerende fremdrift. Flere siders forløb af enten dialog eller action, der brat skifter til det modsatte. Samtidig fabulerer han videre på virkelige hændelser, og indrager historiske personer. Det er meget intenst. Pierre Alary, der også er DK-aktuel med Conan af Cimmeria har en særdeles levende streg. Det er semirealistisk, men flirter hele tiden med elementer fra klassisk fransk/belgisk spændstighed. Sideopbygningerne er moderne og filmiske, og fungerer fantastisk sammen med historien. Fremhæves skal også Bruno Garcias farvelægning, hvis dominerende farveskift underbygger stemningerne.

Fælles for alt vi har set på dansk af Fabien Nury er, at det er absolut højeste kvalitet. Medrivende historier, stærke karakterer, og - de forskellige grafiske udtryk til trods - alle fulgt af lækre lækre tegninger, der underbygger historierne.

Materialer