Graphic novels til børn

Historier fulde af billeder

Af Charlotte Holm Juul, børne- og ungebibliotekar, Roskilde Bibliotekerne.

Vil dit barn gerne prøve en ny og anderledes type bog, eller er han eller hun måske gået i stå med at læse, så er en graphic novel et godt bud på den næste bog.
En graphic novel er en slags tegneserie, der har mere tekst og typisk tager alvorligere eller mere komplicerede emner op.
De tiltaler især børn, der synes, at mange ord bliver for tungt.

Vi kommer her med to bud på spændende og gode historier, hvor tekst og billeder smelter sammen.

Hjertestorm/Stormhjerte af Annette Herzog

Viola er forelsket i Storm fra sin klasse. Så meget at hun hverken kan spise eller sove. Hun tør ikke sige det til ham for sæt nu, at han ikke er forelsket i hende.
Det hele bliver ikke bedre af, at familien blander sig, og at de skal have pinlig seksualundervisning i klassen. Forældre og venner er fulde af gode råd, men hvordan finder man sig selv i den første forelskelse?
Bogen fungerer som to historier i én.
Læser du den den ene vej, får du Violas historie - vender du den om, begynder du med Storms. Original og fin. Anbefales fra 11-14 år.

Liv på spil af Søren Jessen

Mads elsker at spille computer. Det går ikke så godt i skolen, og han hader Karl, der er efter ham. Han har også svært ved at koncentrere sig - så meget, at han får sedler med hjem.
En dag får han det mystiske spil Alt. Spillet foregår i Aarhus, i samme virkelighed som Mads befinder sig i. Han kan styre personerne, og kontrollere ALT.
Og det han foretager sig i spillet, sker i virkeligheden. Hvordan skal han bruge sin nye magt? Til for eksempel at få hævn over plageånden Karl?
En spændende, flot og tankevækkende bog. Anbefales fra 12-16 år.

Tags
Materialer