
Hvad læser Asger Schnack?
I anledning af Roskilde Litteraturfestival 2023 har vi spurgt en række af festivalens hovednavne om, hvad de læser og deres forhold til naturen. En af vores hovednavne i år er Asger Schnack.
Asger Schnack er forfatter og forlagsredaktør, han har udgivet et hav af digtsamlinger, romaner og essays. Som blot 15 årig havde han formået at skrive så mange digte, at han havde nok til en hel udgivelse og sendte sin samling til Gyldendal. De mente han skulle vente et par år, før han skulle udgive sine værker, men i 1967 debuterede Asger Schnack med digtsamlingen ”Øjeæbler” for forlaget Arena.
Han har herefter både ageret som forfatter, underviser på Forfatterskolen, som forlægger og redaktør Asger Schnack vil til Roskilde Litteraturfestival fortælle om den grønne og underfundige, Eske K. Mathiesen.
Hvad læser du for tiden?
Jeg har netop læst to meget interessante bøger af Cesare Pavese, nemlig romanen “Månen og bavnerne” og “I slutningen af august”, noveller og dagbogsnotater. Bøgerne udkom på dansk i 1955, men jeg har længe haft dem i tankerne, eftersom jeg i 2008 på forfatterens 100-årsdag udgav kultdigtsamlingen “Døden kommer og den vil have dine øjne”. I øjeblikket læser jeg - afbrudt af anden læsning - “Disaffections”, Paveses samlede digte i engelsk oversættelse. Pavese er et meget spændende bekendtskab, såvel hans bøger som hans skæbne, han begik selvmord i 1950. Han var også forlægger og oversætter af amerikansk litteratur til italiensk.
Hvilken bog eller hvilket værk vil du anbefale til andre?
I den aktuelle anledning vil jeg gerne anbefale Eske K. Mathiesens samlede digte, som fås i fire bind. Absolut forunderlige og evigt gyldige. Men ellers vil jeg - som ofte før - anbefale Jon Fosses roman “Morgen og aften”. Få sider, hvor alt er sagt. Og i høj grad også den nye oversættelse af ”Daodejing – En bog om vejen og vejens magt”, på engelsk ved Ursula K. Le Guin - og videre på dansk ved Karsten Sand Iversen. Her er også alt sagt, men på en ny, poetisk, feministisk måde.
Hvad betyder naturen for dig?
Her får jeg lyst til at citere maleren Cecilia Fiona, der har sagt: “Nogle gange får jeg lyst til at prøve at være en blomst, og det kan jeg være, når jeg maler.” Ellers vil jeg sige, at mit forhold til naturen mest drejer sig om at redde den - et håb, en drøm, en demokratisk mulighed: tal, skriv, demonstrer!
Mød Asger Schnack på Roskilde Litteraturfestival
- Lørdag 13. maj 2023 kl. 11.15-12.00
- Læs mere i denne artikel