Julestemning med bibliotekerne

25.11.19
Få overblik over vores arrangementer i tiden op til jul

Roskilde Bibliotekerne inviterer dig indenfor til drønhyggelig julestemning i december og giver dig et overblik over alle de dejlige arrangementer for familie og børn op til jul.

Arrangementer fra 30. november
Vi tager allerede hul på julen lørdag d. 30. november med julemarked i Gundsømagle kl. 10-14.
Børnene kan lave julegaver, når Gundsømagle Bibliotek hiver alle krea-materialerne frem. Voksne og større børn kan deltage i origami-workshop med Jonas Vind kl. 10-12 på biblioteket.

På Roskilde Bibliotek tråder Roskilde Fortællerlaug samme dag julen op med historier for børn og voksne kl. 12-13.30. Måske kommer julemanden Julius endda forbi.


Konkurrence i snelandskaberne
Fra 2. december kan du på alle seks biblioteker gå på opdagelse i vores snelandskaber
Hvis du kan finde de sjove, finurlige ting og personer, der gemmer sig i snelandskabet, deltager du i vores julekonkurrence om en præmie. Jo flere gange, du er med, jo større er din vinderchance.

Hygge på lørdage
De tre første lørdage i december julehygger vi på Roskilde Bibliotek fra 9.30-10.30.
Vær med til at pynte op i børnebiblioteket og syng med på julesange. For børn fra 3-6 år og deres voksne.

Vi har forvandlet Kino Bambino til Julekino Bambino, hvor vi viser forskellige film på lokalbibliotekerne. Alle er velkomne til en hyggelig filmformiddag.

Krea i Algade 31
I ugerne op til jul kan du komme forbi Algade 31 - Kreativt hus for børn og lave julekort, nisser af valnødder og være med til at lave julemotivet på væggene i det lille værksted.


Nissen redder julen
Kunne du forestille dig, at julen blev sprunget over? Ida er flyttet for sig selv, og ingen skal bestemme, om hun skal holde jul.
Men så render hun ind i en nisse, og pludselig kommer Ida i julestemning alligevel.
Det lille Verdensteater viser En rigtig nisse lørdag d. 14. december kl. 11-11.30 på Ågerup Bibliotek. For børn fra 3-8 år og deres voksne.

Læs mere om alle vores julearrangementer på roskildebib.dk/detsker eller følg med på vores Facebook-side, hvor vi holder dig opdateret på julemånedens begivenheder.