Kamel, kage og friskt program

08.08.17
Fest for efterårsprogrammet 16/8 kl. 16:30-17:30 med kamelklapning og lagkage

Vi holder fest for store og små fra Roskilde og omegn for at fejre at efterårsprogrammet er kommet frisk fra trykken. 

Programmet lanceres kl.16.30.

Kamelen Abu kigger forbi i bibliotekets gård og tager sin ven æslet Pepe med.  Der er mulighed for ridetur og klapning og bladre bibliotekets mange arrangementer for børn og unge igennem sammen med dyrene.
Biblioteket serverer hjemmelavet lækker lagkage med saft og kaffe til og deler programmerne ud med god mulighed for at du kan spørge ind til de mange dele, der udgør biblioteket anno 2017’s aktiviteter.

”Der bliver lagt så meget energi, kompetence og biblioteksblod i de over 200 arrangementer, vi udbyder resten af året. Jeg fristes til at sige, at der bliver puklet for sagen og det har fortjent at blive fejret sammen med jer derude”, siger Vicebiblioteks- og Borgerservicechef Peter Høybye.
 
Ekstra slag for tre store begivenheder
Som en del af festen præsenterer biblioteket og samarbejdspartnere tre større oplevelser i vente.
Udstillingen Fra a til 3D- strejftog i litteraturens vilde former fra 4. oktober-13.november er en rejse fra de nyeste digitale og internationale værker til de ældste danske bogtryk.
Her er bøger ikke bare bøger og litteratur læses ikke nødvendigvis ved, at du bladrer i en bog, men derimod klikker eller swiper dig gennem den gode historie. Den spritnye version af poesimaskinen står klar, så du kan trylle med at lave digte fra de ord og sætninger, maskinen er fodret med af udvalgte forfattere.

KulturCosmos i Viby afholder landets første Modelteater-festival 7. oktober i samarbejde med blandt andet Roskilde Bibliotek. Kulturhusleder Caroline Clemmensen fra KulturCosmos kommer med en teatermodel og præsenterer det klassiske teater på små papirscener.

Biblioteket laver Grønlandske kulturdage fra 17. november til 2. januar med en række musik og kunst-arrangementer sammen med Kulturmøde over grænser. Saadou N. Mourched fra organisationen kommer og præsenterer.

Programmet blev nærmest revet væk i foråret og kommer i et lidt større oplag i denne omgang.

Kig forbi og få en smagsprøve på efterårets mange muligheder.
Det er gratis at deltage og tilmelding er ikke nødvendig.