Konkurrence: Skriv DKs vildeste bålhistorie

14.09.20
Vind en bålmadsworkshop med bålkokken Nicolai Tram.

"Danmarks vildeste bålhistorie" er en national skrivekonkurrence for alle fra 12 år og opefter.

Bibliotekerne i Danmark sætter skrivning, højtlæsning og fællesskab på dagsordenen med skrivekonkurrencen ”Danmarks vildeste bålhistorie”. 

For at deltage i konkurrencen skal du være over 12 år og skrive en bålhistorie til familier med børn i alderen 7+. Bålhistorien skal på en eller anden måde inddrage naturen, men ellers er historiens handling helt op til dig. Måske skal den være sjov, uhyggelig, romantisk eller noget helt fjerde?

Når du har skrevet din historie, skal du indsende den på baalhistorier.dk. Det er også her, at du kan læse andres bålhistorier.

Læs mere om "Danmarks vildeste bålhistorie" og deltag her med din historie

Vind en bålmadsworkshop 

I dommerpanelet sidder YouTuber Lakserytteren, forfatter Sarah Engell og direktør for Danmarks Biblioteksforening, Michel Steen-Hansen.

Sammen vil de kåre den bedste bålhistorie, hvor hovedpræmien er en bålmadsworkshop for familien eller vennerne med bålkokken Nicolai Tram. Dertil udgives de 10 bedste bålhistorier digitalt på eReolen.dk.

Vinderhistorien afsløres ved et højtlæsningsarrangement i forbindelse med "Nat i naturen" d. 17. oktober 2020.

Oprindeligt skrevet af lineh, Aalborg Bibliotekerne.

Materialer