Iznogood

Mesterforfatteren Goscinny i topform

30.12.19
Iznogood er endnu én af de gamle klassikere, der i disse år bliver genudgivet i stor stil. Retfærdigvis hører serien til blandt sværvægterne. Ikke mindst i kraft af René Goscinny (også forfatter til Asterix og Lucky Luke), der skabte serien i 1962, sammen med tegner Jean Tabary, og skrev den frem til sin død i 1977.

Der er kommet fem samlebind - hvert indeholdende tre regulære albums - og det er de tre senest ankomne som jeg vil fokusere på her. De er nemlig begge med manus af Goscinny, og dermed fra seriens glansperiode.

 

Serien handler om storvesir Iznogood, der så gerne vil være kalif i stedet for kaliffen! Storvesiren har en håndlanger med det geniale navn Al Muliman, der hjælper ham med hans skumle planer mod kalif Harun Al Raptusch.

 

Iznogoods oplevelser, og forbløffende mængde af nederlag, er beskrevet i (oftest) 8-10-siders episoder. Der er fyldt godt på af pudsige ordspil og sjove navne. Et af Goscinnys faste tricks, som han også brugte med stor succes som forfatter på Asterix. Men samtidig er det også nogen særdeles fantasifulde historier, der trækker lige dele på myter og samtid. Feer, kykloper, puslespil og tidsmaskiner i én pærevælling.

 

Goscinny var en blændende forfatter, der behændigt vred gentagelsens klarklud, så den gang på gang fremstod fin og ny. Tabarys farverige tegninger, med et væld af udtryksfulde sjove karakterer, bakker fint op om historierne. 

Iznogood er stadig hylende morsom, trods sine mere ned 40 år på bagen. Tidsløs humor af højeste klasse.

Materialer