Foto: Aalborg Bibliotekerne
Foto: Aalborg Bibliotekerne

Sprogstart

26.09.19
Landets børnebiblioteker har en national indsats, der hedder Sprogstart.

Den handler om at understøtte børns sproglige udvikling via en legende tilgang. Sprogstart 1-3 år er målrettet børn i dagpleje og vuggestue, og Sprogstart 3-6 år henvender sig til børnehavebørn. Hvert forløb består af 6 sprogstartsposer, som er udviklet i tæt samarbejde mellem bibliotekarer og sprogpædagoger i Aalborg, hvor det har været et 2-årig forskningsprojekt, der er evalueret. Det har været en succes, hvorfor bibliotekerne gerne vil sprede Sprogstart til resten af landet.
Sprogstartsposerne tager udgangspunkt i billedbøger med hvert deres tema, og sproglige fokus og gennem leg med sproget får børn og deres voksne mulighed for bl.a. at tale om farver, følelser og tal.
I hver sprogstartspose er der en billedbog og konkrete materialer som fx legetøj, fotos mm. I poserne er der et bredt udvalg af sproglege, som opfordrer til snak, leg og bevægelse i nær sammenhæng med billedbogen. Der er også en trin-for-trinmanual, der grundigt beskriver hvordan og hvornår fx billedbogssnak og sproglege kan inddrages. Med et sæt sprogstartsposer følger både analoge og digitale læringsmaterialer.
Kort sagt giver Sprogstart børn mulighed for at høre, gøre, røre og se ord i mange forskellige sammenhænge.

Her kan I få yderligere oplysninger:

Sprogstart for 1-3 år

Sprogstart for 3-6 år

I er også altid velkommen til at kontakte børnebibliotekar Karen Agergaard på karena@roskilde.dk, hvis I vil høre mere, eller I er interesseret i at låne Sprogstartsposerne i 10 uger.

 

Skrevet af Karen Agergaard, Børnebibliotekar, Roskilde Bibliotekerne