Historien bag: Åndsvage, amoralske og undermålere

Der er kastet nyt lys over et langt, mørkt kapitel af Danmarkshistorien, hvor uregerlige kvinder og mænd, man betragtede som åndssvage blev gemt af vejen på institutioner.

Den biografaktuelle spillefilm "Ustyrlig", stærke tv-dokumentarer og en stribe af bøger medvirker netop nu til at kaste lys over et langt, mørkt kapitel af Danmarkshistorien, hvor uregerlige kvinder og mænd, man betragtede som åndssvage, blev gemt af vejen på institutioner.

Pigerne på Sprogø

Engang var Danmark foregangsland, og De Kellerske Anstalter – der havde isolationsfilialer på Livø og Sprogø – blev vist frem som forbillede for hele Europa.

På pigehjemmet på Sprogø, midt i Storebælt, isolerede man uønskede individer fra samfundet og sikrede sig samtidig, at de ikke fik børn. For en del af de kvinder, der blev anbragt på øen, var der tale om, at de var ”moralsk defekte” – løsagtige og uregerlige. I virkeligheden var der i flere tilfælde blot tale om seksuel aktivitet, uden for ægteskab. Men i tråd med tidens socialhygiejniske teorier, ønskede man at hindre udbredelsen af ”dårligt arvemateriale” i befolkningen.

Ville man væk fra øen og tilbage til fastlandet, måtte kvinderne derfor lade sig sterilisere. At der næppe i alle tilfælde har været tale om informeret samtykke, føjer kun yderligere ulykke til de mange triste skæbner.

Mændene i Brejning

I Brejning mellem Vejle og Fredericia lå De Kellerske Anstalters hovedkvarter med plads til 600 ”moralsk defekte” mænd. Fra 1899 og cirka 60 år frem blev dette tal mangedoblet.

Og i 1911 overtog De Kellerske Anstalter Livø i Limfjorden til at huse åndssvage og kriminelle side om side. Som på Sprogø, var et af målene her, at få de indsatte tilbage på ret spor, men også at forebygge, at de fik børn. Hvis de eventuelt blev prøveløsladt, førte samvær eller forlovelse derfor ofte til genanbringelse på øen.

Anstalterne på Sprogø og Livø blev nedlagt i 1961; i Brejning flyttede den sidste indsatte først i 1980.

Undskyld!

Nu siger regeringen undskyld til de tidligere anbragte børn, unge og voksne, der har været udsat for overgreb og svigt i sær- og åndssvageforsorgen. Undskyldningen vil blive givet til et arrangement inden for de kommende måneder. I den forbindelse udtaler, Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil på Social-, Bolig- og Ældreministeriets hjemmeside:

Det er meningen, at samfundet og staten skal passe på borgerne. Her er der sket det modsatte. Borgere i statens varetægt har været udsat for ubegribeligt horrible overgreb. Vold, omsorgssvigt, seksuelle krænkelser, indespærring på ubestemt tid. Overgreb som også i datidens lovgivning var ulovligt. Og hvor der ikke blev grebet ind. Ikke blev afsagt dom. Overgreb som ikke blev stoppet. Det er vigtigt, at vi lytter til særligt de mest smertefulde dele af vores historie og lærer af dem. En undskyldning fra statens side er derfor på sin plads.

Se fortiden i øjnene

Nedenfor har vi samlet et udvalg af både fag- og skønlitteratur, der sætter fokus på det mørke kapitel i Danmarkshistorien.

Og på DRTV kan du streame dokumentarserien ”De åndssvages historie”.

Og følge tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen i jagten på sandheden om sin tvangsanbragte far Oluf i "Nyrup - søn af en udstødt".

Skrevet af Hans Wendelboe Hviid Skov Bøcher, Aalborg Bibliotekerne.